Med Nakken i Græsset laa han,
Ved hver Side laa der en Ven;
Nu vilde han visselig ønske,
Han laa der saa vel igjen.
Med Nakken i Græsset laa han
Og stirred i Himlens Grund,
En »Sigaro« fra den hellige Stad
Dampede i hans Mund.
I malerisk vild Uorden
Groede Skæggets buskede Krat,
Oliepletter og Stænk fra Paletten
Dekoreerte hans Sommerhat.
Ved hans Hoved stod der en »Mezzo«,
Som straaled af Vinens Guld,
Ved hans Fødder laa der en anden,
Som havde været fuld.
Over ham bredte sig Himlen,
Liig en Kappe skinnende blaa,
Under ham duftede Jorden
Af hundrede Blomster smaa.
Sydvinde svæved med Susen
Gjennem Pignernes flettede Top,
Middelhavet sendte sin Brusen
Til Castel Fusano op.
I Pandser af Regnbuefarver
Løb Fiirbeen henover Sand,
Og Sommerfuglene flagred
Omkring den fornøiede Mand.
Nu — ligger han ikke paa Nakken,
Nu er Skægget klippet og net,
Og man seer paa hans Klædeskjole
Ei en eneste Olieplet.
Han har en anseelig Bestilling,
Er Kunstforeningsdirekteur,
Har en Elfenbeensstok og gaaer ikke
Uden Vest og Seler, som før.
Men over ham hvælver sig Himlen
Ikke længer skinnende blaa.
Nu ligger den tung paa hans Hoved,
Som en Blyhat, regnfuld og graa.
Han sidder forfrossen og bøiet
Foran et stort Staffeli,
Og varmer sine Fingre ved Solen,
Som skinner i hans eget Maleri.
For Pignekronernes Susen
Og Bølgernes Slag mod Kyst,
Har han nu Kasernens Trommer
Og en Vægters snøvlende Røst.
End stundom af gammel Vane
Lukker han Vinduet op,
Og seer, om han ikke, som fordum,
Kan skimte San Pietros Top.
Da tænker han paa de Tider,
Han var hundrede Mile herfra,
Og stiger til Øiet en Taare,
Er det ikke saa sært; thi da —
Da laa han med Nakken i Græsset,
Ved hver Side laa der en Ven;
Nu vilde han visselig ønske,
Han laa der saa vel igjen.