Forglemmigei, som skjult fra Kildens Rande
Seer paa mig med et klart og lysblaat Øie!
O, hvor jeg savned dig bag Sydens Høie
Og ved den gule Tibers krumme Strande!
Der lød det: Svøm med Øieblikkets Vande!
Lad Viindrueranken om din Lok sig bøie,
Og glem blot, glem! Du lever kun saa føie,
Duk derfor dybt i Glemsels Flod din Pande!
Glem dine Savn, mens du af Bølgen hæves!
Glem, at du har et Hjem, glem, du har Venner,
Og pluk din Glædes Frugt med raske Hænder!
Forglemmigei! dig søgte jeg forgjeves;
Dig fandt i Syden aldrig mine Blikke,
Thi kun i Nord det hedder: Glem mig ikke!
