Kalliope
→
Poètes
→
Johan Grove
→
Premiers vers
Johan Grove
(1859–1917)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Johan Grove sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
»
»Af hin Rede højt paa Bjergets Tinder
»Brus, vilde Storm! Far hen i Stød!
»I dybe Skov forvilded sig en Ridder —
A
Amager, Forpost paa vuggende Vove
Arbejdslampens blege Skin
Atter faldt Onkel Claudius i Søvn
Atter Fru Themis sit Folk i Norden stevner sammen
Aarene svandt, fløj bort som Fuglesværme
B
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer
Bag Landsbyen ligger en bundløs Mose
Blaaklokker vel myldre i Skovens Bund
Bort, langt bort mod en fremmed Kyst
Bring hvide Roser, Hyacinther, Myrther
Bygningen skuer jeg her, men med taareblændede Øjne
Bøgen var fuldt udsprunget
D
Da Gud Dig skikked paa dit Jordlivs Vandring
Da jeg knæle vilde ved den Lilles Fod
De har lokket, de har listet
De hvide Duer flokkes tæt
Den ene Sommernat var Skyld deri
Den fjortende April iaar blev taaget
Den Skjønne som Jægeren er at skue
Den tunge Karre skal Du ej gaa nær
Der synger en Fugl i den Sommerlund!
Der var engang en Troldmand stor
Det dæmrer! — Se, de slanke Træer slumre
Det ligner en Dekoration til et straalende Feeri
Det skete, at i Menneskenes Hjerter
Det skumrer over Skov og Marker
Det var sig om Natten før Juledag
Ding Dang! Ding Dang!
Du blonde Pige, Du fremmede Pige
Du Engel, som ved Kjærlighedens Kilde
Du flygter, Ungdom? — Flygt Du kun!
Dugdraaben perled paa Rosens Blad
Du sendte Kvæder, som Du bad mig nyde
Dyk ej i Lystens Bæger ned, som Bien
E
Ejed jeg blot en Stump Jord. Bakke, Dal eller Slette
Ej, førend Lysets Bølger gjennemgløde
En Aften sad Giotto i sit Værksted
En Aften silde gik jeg til mit Hjem
En Dag Themistocles, vel halvt i Spot
En Forstue før til min Fødeby inde bag Volden
En Fredag. Stambuls Herre besøger sin Moskee
Engang leved et Par gamle
En liden Fugl sang af sit Næb fra Lindetræets høje Top
En Pige gik med sin blanke Spand
En Rotte var han, en Rotte var hun
Ensformig Viseren bestandig skrider
Et Hundredtusind skarpe Spyd og Lanser
Et Hus i Himmerige staaer
F
Fagre Birketræ i Lunden
Flyv, Sommerfugl, flyv hid, flyv did
Fordum drog jeg, yngre Broder
For Kristus, den Eenbaarne, Templet var rejst
Fra Kampen Sachar saaret kom tilbage
Fra Klosterportens Hvælving
Frankrigs store Krigsminister
Fra Pavillonen
Frater Kristof maa som Kjældermester
Fru Marie, faur og fin
G
Gid for vor Ungdom denne Skoles Aand
Gjæs jeg vogtet har som Tøs
Godt var det, hun slap for den Anatomi!
Grev Breda fnyser. — Hvordan er det fat?
Grøn var Engen, og højt hvert Straa
Gubbe, ærværdig af Aar, men Yngling i Sjæl og i Hjerte
H
Han sin Hjerne, fyldt med tørre Ærter
Hans Peter, jeg har grublet her i det mørke Hus
Helst i Taushed Alt jeg bærer
Hen over Steppens Hav af Græs jeg glider
Her er Skovbær nok
Hos min gamle Tante sad jeg
Hvad andet er det hele Liv end Drømme?
Hvad Sladder, at vi maa gaa nøgne?
Hver Morgen jeg jubled, naar Sol oprandt
Hviskende vugge de Bølger afsted
Hvor der var Støj! — Fra Dagens muntre Udflugt
Hvor drømte tidt jeg i de svundne Dage
Hvor er mit Fædreland, mit Hjem?
Hvor finder jeg et Fristed? Ve mig, ve mig!
Hvorfor stønner Du og jamrer?
Hvor klinger det Horn dog kjønt idag
Hvor Michigan sin Bølgevrimmel sender
Hvor Solen skinner stærkt, og i Haverne idag
Højt paa Himlens Kuppel straaler truende Kometens Glød
Højt til Hest begav sig til Lievno
I
Idag er Luften ren og Himlen blaa
I Dybet hele Verden segned
I klare, kølige Oktoberdage
Imellem slanke Stammer
Imorgen er det atter Jul, saa gaaer det som ifjor
Inde i Kirken mødes to vidt forskjellige Følger
I Saint Malo ved det høje Vindves Karm
Isen brister nu paa Kjæret
Isen dækker Fjordens Vand, og Sneen dækker Isen —
J
Jeg flakked rundt i Florents, —
Jeg hører, min Søn, Du nu øver Dig i
Jeg stod ved Aften i den gamle Kirke
Jeg suger af min Nargileh
Jeg saae det godt, hun bag Døren stak
Jeg saae Dig vente, min Lidelsesfælle
Jeg tør paastaa, hun maa have
Jeg vil blæse Jer en Vals!
Jeg vilde saa gjerne dølge
K
Kammerat, jeg vil unde Dig et Aar eller to —
Kirsebærtræet blomstred. Sort var mit Hovedhaar
Kjender min Skat det skjønne Eventyr
Kjære Fætter! Mindes Du
Kjærlighed, Du Blomst fra Eden
Kjær var mig stedse denne øde Høj
Klag ej, fordi bestandig Eders Pander
Klynk og klag ej, men hold ud!
Kornblomsten klaged sig, da det blev Nat
Kun de nøgne, sorte Klipper
Kun sjeldent møder man i Livets Vrimmel
L
Lig Sol mod Aften, tung og luerød
Lillemo’er ved Floden
Længst svandt den Tid, da Oldemo’er
M
Med det fyldte Krus foran sig sidder
Med gustne Kinder og fugtigt Haar
Mit Hjerte banker, som det skulde briste!
Mon Du vel i Himmelsalen
Mon Galdebægret, af dit Folk Dig rakt
Muezzinen tav, og Mørket kom
Mølledam, der aldrig drejed
Mørk og kvalfuld Verden maa
Maanen bryder nu frem af Sky
N
Nattefrosten isned — paa en prustende Hest
Nattevagt i Angst og Kummer
Nu bryder det Blaa gjennem Skyernes Dække
Nu Krusets Laag maa smækkes til
Nu, naar jeg i Vogn vil age
Nu paa Bjerg, i Dal, mod Sky
Nu times os blide Kaar
Naar Dagens Lys er slukket, ved mit Leje
Naar Glimtet fra hans Øjne mod mig foer
Naar mon faaer jeg kjære Gjæster
Naar Vingaardsmanden først, ved Foraarstide
Naar, ædle Ridder, jeg ene staaer
O
Oktober, Du dygtige Maler
Om det maa times mig, ak, om det hænder
P
Pigerne danse i Kjæde
Paa dunkle Lokker jeg fletted Krans
Paa Vejen ruller en Vogn afsted
R
Rundtom nøgne, flade Marker
Rundt paa Egnen møder man det Skue
S
Sangen om Sinas Bejler, den Kjække
Sankt Hans Aften var det. For Toman Søst’ren stod
Se dog, hvor underlig langsomt og mat
Se, hvor Held kan følge andre Piger!
Se, krystalklart lyser Luften, Hyldeblomsten dufter sødt
Sig mig, hvor Vinden har Bo, den slemme
Sikkert vil de sorte Svaler atter flokke sig derude
Skal i Sommer som i Vaar
Skjemt blev paa den Elsktes Læber blot
Skjønne, er det Alvor nu
Slyngplanten smyger sig om Busk og Træ
Sneen fyger for Østenvind
Solen gik ned; paa Himlens Blaa dog gløder
Solfaklen slukkedes helt. — Jeg er ene
Sol stod op, Mo’erlil, og det blev Morgen
Som Ankerbøjen i Nanivas Havn
Som Kirkens kampberedte Patriark
Som Lærken Du løfted af Muld din Sang
Sommerregn fra Himmel graa
Som Slangen hendes Øje sig udvider
Som spæd han kom i Kloster, vidste intet
Sorger tre mig stakkels Pige nager
Stor er Verona, men skylder Catul dog lige saa meget
Sultan Murad
Søvnløs han sig paa Lejet kaster
Saa frændeløs og venneløs
Saa mørkeblaat som Lotus er vel dit Øjepar
Saa snever var den Sti, saa smal, saa trang
Saa trang var den Plads og de Mure saa graa
T
Til min Faders Gravsted
Til Vaarens blaa Violer
To Fakulteter her i Clementinum!
Troer Du, der findes ej Piger fler?
Tro sin Dronning til sin Grav
Tusind Kys, min egen Ven
U
Utak er ofte Digterværkets Løn
V
Varm var Dagen; tusind Maurer
Ved Alfeus’ yppigt blomstersmykte Bred
Ved Bjergvæg, under dunkle Fyrretræer
Ved Gangās syndudslettende Vove
Ved Livshavets Bred
Ved Vejen langs med Bakkerne frøs Grøften til inat
Venus engang i længst forsvundne Dage
Vesterskoven
Vi mødes her, paa denne Dag, i Fred
Vinden rev Bladene med over Engene
Vinterstormen om Havnemolen
Vojevoden ej hviler. —
Vor Skovsti, hvor vi mødtes
Æ
Ærede Frøken, om jeg tør spørge
Ø
Øde ligger Jerusalem. Hvo nævner den gamle Stad?
Østportens heldende Pile ved Graven
Østportens Voldgrav gaaer hun ved