»I dybe Skov forvilded sig en Ridder —
Uendelig den syntes, og han gav
Fortabt alt, Staklen, troede vist at finde
I denne grønne Ørken kun sin Grav.
Da staaer han for en stejl og mægtig Klippe;
Brat spalter sig den mosbegroede Sten,
Og se, bag Klippen straaler Edens Have,
Og Englesangen toner fuld og ren.
Den underskjønne Sang didind ham vinker,
Han følger — Klippen lukker sig paany:
Lyksalig den, for hvem hin Port stod aaben,
Og som i selve Paradis fandt Ly!
Der færdes han blandt Englene i Haven,
Hvor Alting aander Fryd og evig Fred;
Med liflig Klang de gyldne Blade bruse, —
Af ingen Sorg, af intet Savn han veed!«
Det Sagn min gamle Amme tidt fortalte,
Og som en Aabenbaring hendes Ord
Dybt i det bløde Barnesind slog Rødder;
En Længsel greb mig, voxede sig stor:
Jeg maatte ud at finde Klippeporten,
Var det end nok saa svært og nok saa langt!
Jeg græd og bad; mod Eventyrets Guldglans
Var Hjemmet blevet mig for smaat, for trangt.
Men da den Gamle hørte mine Klager
Og saae, hvor Længslen nagede mit Sind,
Hun standsed Rokken, bøjed sig og hvisked,
Imens hun klapped blidt sin Yndlings Kind:
»Vær rolig, Barn! Naar Du taalmodig bier,
Du finder Tryllehaven vel engang,
Og da vil Klippeporten nok staa aaben,
Og Englene vil hilse Dig med Sang.«
Jeg troede hende og blev atter stille.
Nu veed jeg sikkert, at hun spaaede sandt;
Det Trøstensord, som da mit Hjerte kvæged,
Var ikke idel Ammesnak og Tant.
I Livets øde Skov jeg fandt tilvisse
Hin Klippeport til Paradisets Pragt.
Da steg et gyldent Morgengry i Sjælen,
Og alle Skygger veg for Solens Magt.
Hellige Poesi, min Tryllehave,
Paa dine Blomsterenge gaaer min Vej!
Men at en Slange lurede i Eden —
Ak, derom mælede den Gamle ej!