Luftslotte
Studenterjubilæet 1902.
Studenterjubilæet 1902.
Bøgen var fuldt udsprunget,
Og nylig Lærken havde sunget
Morgenens Pris og svunget
Sig højt og frit mod Himlens Blaa.
Løv under Foden knittred,
Og Solens Guld i Sundet sittred,
Duggen paa Græsset glittred —
En herlig Verden for os laa!
Saa langt vi saae,
Saa vide Røsten runged:
Kun Bakker smaa,
Hindringer let betvunget —
Tæt skulde vore Slotte staa,
Cr. — — Ja, vore Slotte staa!
Dér skulde Voxlys gløde
Mod Purpurforhæng dunkelrøde,
Tæpper saa fløjelsbløde
Bedække Gulvet for din Fod;
Dér skulde Marmortrapper
Og slanke Søjler og Karnapper,
Taarnspir med gyldne Knapper
Sig spejle i saa blank en Flod!
I Hallen stod
Den Sødeste blandt Søde
Og var Dig god —
Stevned Du did til Møde,
Hvor saligt bruste da dit Blod,
Cr. — — Hvor bruste da dit Blod!
Aar er forløbet siden,
Og mangen Bakke, da saa liden,
Voxed sig stejl med Tiden,
Alt medens vi langs Foden drog:
Falmed og faldt end Flammen,
Sank Slot paa Slot i Taager sammen,
Det var dog Fryd og Gammen,
Da Ungdomsdrømmen os betog!
Om Livet vog
Hint Luemod til Striden
Og Vunder slog,
Mildt skal dog mindes Tiden,
Da stolte Drømme os betog,
Cr. — — Da Drømme os betog!