Til Bruden
7. Maj 1903.
7. Maj 1903.
Fru Marie, faur og fin,
I dit hvide Brudelin,
Lad en Sangbuket Dig binde,
Svigerinde,
Sød og fin!
Myrthekransen i dit Haar,
Gid den varsle: Sol og Vaar,
Kor af Fugles glade Sange,
Blomster mange,
Hvor Du gaaer,
Hjemmet lunt og trygt i sin voxende Hygge,
At af Lykke, ja, kun Lykke
Rigt dit Hjerte slaaer!
Hjem for Begge, — ham en Havn,
Hvor Du stiller dybe Savn,
Hvor hver Længsel, han maa lide,
Sagte glide
Vil i Havn.
Medens Hav og Sol og Vind
Farve brun din Sømands Kind,
Som et Fyr i Taagen, Kjære,
Vil Du være
Ham i Sind!
Hjemad vil han hige, hvor Du, hans Marie,
Vil ham bie, trofast bie,
Til han stevner ind.
Du, hvis Trang er Harmoni,
Aandet ud i Melodi,
Vil i Hjemmet vist bevare
Sjælens klare
Harmoni;
Men hvor der skal vindes Maal,
Vil Du hærde ham til Staal, —
Villiens Klinge finest bøder,
Sikrest gløder
Arnens Baal!
Gid det lue, højt, sprede Varme i Strømme!
Lad os tømme, Alle tømme
Derpaa Brudens Skaal!