Solfaklen slukkedes helt. — Jeg er ene,
Og Rimtaagen falder,
Smykker med funklende hvide Krystaller
Langdyssens vældige Stene.
Taagen sig lejrer som Sunde og Søer,
Nørholm og Sønderholm svømme som Øer,
Kirketaarnet med Nød og næppe
Borer sig op
Gjennem det maanebeskinnede Taagetæppe
Dybt under Troldkirkens Top.
Er det mon Troldenes Handling,
Lege de Kispuds med Tiden?
Hele den bakkede Egn er under Forvandling,
Synes i Taagen, som den har seet ud for Aartusinder siden,
Gaardene dybt under Vand,
Enge og Kjær flyde sammen med Fjorden derude, —
Over det taagedækkede Land,
Venter jeg fast, der vil stevne en Vikingeskude.
Tys, nu ringede Kirkens Klokke!
Rimtaagen letter paany,
Maanen sig gjemmer bag Sky,
Nu er der atter Ager og Eng under Troldkirkens Blokke.