Kjære Fætter! Mindes Du
Vor Debat om Slægtens Motto:
»Ny dessux, ny dessous«?
Det er længe, længe siden,
Forefaldt i Ungdomstiden —
Ny var endnu dengang, Fætter,
Dine Løjtnantsepauletter,
Ny var min Studenterhue,
Livet lokked, svøbt i Glans,
Hos os begge Sind og Sans
Brændte let i lysest Lue.
Ja, da skurred i vor Hu
Dette resignerte Motto:
»Ny dessux, ny dessous«,
Virked som en Brand i Næsen
Paa vort friske Ungdomsvæsen,
Og vi faldt din Bro’er i Flanken,
Slægtens tro Historiograph,
Som beskeden, støt og brav
Hævded, sund og god var Tanken.
»Ny dessux, ny dessous —
Hverken over eller under« — —
Nej, det var os To en Gru!
Vi var unge, vi var kjække,
Vi tog Maal af Tindens Top:
»Enten — eller!« raabte Begge,
»Enten segne vi for Vunder
Eller kæmpe os derop!
Middelmaadighedens Døsen
Skjænke vi det spage Løsen!«
Ny dessux, ny dessous —
Kjære Fætter, vi var unge,
Livets Kaar er tidt saa tunge —
Hvordan seer nu paa det Du?
Nys en ganske anden Tydning
Af de gamle franske Ord
Mig igjennem Sjælen foer,
Og jeg fandt med stille Glæde,
At jeg trofast havde fulgt
Gjennem alle Livsaars Kjæde
Under mangen bitter Brydning
Vinket i hint Valgsprog dulgt.
Ny dessux, ny dessous —
Hverken kue eller knæle!
Saadan fik nu Tanken Mæle,
Og jeg troer det, ingensinde
Trykked jeg den Svage ned,
Og min Overmand, jeg veed,
Aldrig Træl i mig skal finde.
Slægtens Motto blev da mit,
Men forstaaet dansk og frit.
Maa den Tanke mig besjæle
Til min sidste Stund som nu:
Ny dessux, ny dessous —
Hverken kue eller knæle!