For Kristus, den Eenbaarne, Templet var rejst,
Og aldrig en stoltere Kuppel har knejst,
Og aldrig saae Øjet saa gylden en Pragt,
Fremtryllet ved kejserlig Vælde og Magt —
Ve over Dig, Aja-Sofia!
Hvad gavner vel Væggen af Marmor og Guld,
Naar Sjælen af Laster er raadnende fuld?
Længst Herren i Vrede sit Tempel forlod,
Hans Dom blev fuldbyrdet i Strømme af Blod —
Ve over Dig, Aja-Sofia!
For Kristne, der knæled ved Alterets Dug,
Nu mumlende Muselmænd sidde paa Hug,
Et Slør for Kerubernes Aasyn er hængt
Og Bibelens Ord af Koranen fortrængt —
Ve over Dig, Aja-Sofia!
Om Kuplen skød op Minareternes Hegn,
Og Korset blev fældet af Muhameds Tegn,
Den blodstænkte Halvmaane blinker mod Sky,
En Sultan er Herre i Kejserens By —
Ve over Dig, Aja-Sofia!