Paa Vejen ruller en Vogn afsted,
I Vognen saa bleg en Pige; —
Og Rejsen gjælder, Du Pigelil,
Hvorhen? — Ja, hvem kan det sige?
Du drager maaske efter Haabet ud —
Det bygger man paa til det Sidste!
Der fødtes mellem de fire Hjul
Saa mangt et Haab — for at briste.
Du flygter maaske for din Skjændsel bort,
Langt bort til fremmede Steder!
Thi Sorg og Skam finder ogsaa Rum
Paa Vognens polstrede Sæder.
Og Vejen ligger saa øde hen
I Taage og sølet Føre —
Og ret betænkt, hvad i Verden har
Jeg med den Pige at gjøre ....?