Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Rundtom mig seer jeg Bjerg og Skov og Havers Blomsterflor,
Hvor blænder mig den Farvepragt! — alt mens i søvnigt Kor
Smaabølgers sagte Kluk bestandig lyde.
I Solen varmer jeg min Krop, — og flytter jeg en Fod,
Der stænker Dug fra Sivet ned; dog heller Druens Blod
Jeg saae i purpurrøde Draaber flyde.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Lad fare kun Dianas Jagt med Skrig og Glam afsted!
Jeg lytter til, hvor Droslen her i Skovens stille Fred
Sin Perlerad af klare Triller fletter.
Jeg følger med mit Blik Libellen paa dens lette Flugt
Fra Lotusblomst til Lotusblomst, — se, hvor den skinner smukt!
End ej Cikadens Sang mit Øre trætter.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Lad Pan kun lokke Toner frem, saa smeltende han vil,
Og dysse Dalen blidt i Slummer ved sit Fløjtespil,
Mens Floden spejler Aftenhimlens Rødme!
Mig fængsler mer den dorske Snegl, naar i det bløde Græs
Med udstrakt Følehorn den slæber frem sit store Læs,
Og Hvepsen, der vil suge Frugtens Sødme.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Og bliver Heden mig for stærk, da skjuler jeg mig blot
I Drypstensgrottens vaade Mos; der er saa svalt og godt,
Der lege under Loft de milde Vinde.
Hvert Bølgeslag i Grotten faaer saa gaadefuld en Klang,
Jeg tænker paa Dryaden, som jeg skræmmed op engang —
Ja, herligt, herligt drømmer man derinde!
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Hver Aften, gjemt bag Sivene, jeg snildt paa Udkig staaer,
Naar Erymanthos Pigeflok til Bad i Floden gaaer, —
Med Latter de i Bølgerne sig dukke.
Men springer saa jeg frem, da sprøjter højt det mørke Vand,
En Diamantregn tindrer paa hvert Siv ved Flodens Rand,
Hej, hvor de flygte kan i Hast, de Smukke!
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Jeg venter, — følger Skyens Flugt, — seer, hvor fra Jordens Skjød
Den klare Kilde risler, — stundom selv af Solens Glød
Jeg lokkes til et Bad i Flodens Vande.
Af Perler drysses Skjægget fuldt om Hage og om Kind,
Og fugtigt Flodgræs vikler sig i mine Lokker ind,
Saa tykt, som om Poseidons egen Pande.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Duftrige Søn af Helios! Alt stunder Høsten til,
Den skjønne Tid, da svulmende af Saft Du Ranken vil
Med gyldent blinkende Topaser smykke.
Se, presser jeg i Bægret Dig, jeg føler samme Lyst,
Som vilde jeg, af Attraa hed, Mænadens nøgne Bryst
Med mine grove, laadne Hænder trykke.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Giv Plads! Snart drager Glæden ind! Snart funkler Vinen rød!
Mænaden nys sin Thyrsusstav i Skovens Vildnis brød,
Den store Morgen mig imøde smiler!
Vist er jeg raa og hæslig — nu, hvad saa? I Lundens Krat
Jeg Elskende forener i den maanelyse Nat.
Fryd er jeg! Skjult paa Bægrets Bund jeg hviler.
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.
Jeg rører mig i Munden, der vil kysse. Paa mit Bud
Faaer Stoffet Væxt og Fylde. Ja, selv hos Olympens Gud
Usynlig jeg i Hjertet tager Sæde.
Da Zeus Europa røved, klædt i Tyrehud, greb jeg
Ved Hornet ham og hvisked i hans Øre: Nægt nu ej,
Satyren selv hos Dig er skjult tilstede!
Bag Breddens Siv jeg døser bort den lange, hede Sommer,
Taalmodig venter jeg den Stund, da Druehøsten kommer.