Ved Alfeus’ yppigt blomstersmykte Bred,
Med Flodens blanke Sølverspejl for Øje,
Bag sig de stille, dunkelgrønne Skove
Og over sig den rene Himmels Blaa, —
Mod hvilken just, lig hvide Rosenkjæder,
En Storkesværm i lange Rader trak, —
Sad Psyche, halvt et Barn og halvt en Jomfru,
Og vugged sig i sine egne Tanker.
Hun stirred ned i Flodens dybe Strøm,
Hvis Bølger sig i hvide Skumfnug krused,
Og, som et Lyn i Juninattens Stilhed
Mod Azurhimlen lydløst flammer op,
Det flammede i Psyches klare Øjne.
Saa vendte hun sit Blik mod Fugleskaren,
Der hæved sig i Ætherhavet højt
Og smelted bort, Sneflokke lig, for siden
Paany at dukke frem som Vinens Perler
Fra Bægrets Bund! — Hun fulgte dem en Stund
Og sukked dybt, saa Barmens Bølger skjælved,
Den spæde Barm, der kunde lignes ved
To Knopper fra en Busk med hvide Roser.
Derpaa hun smiled, drømmende og stille,
Og i det klare Vand hun barneglad
Beundrede sit fine, hvide Legem.
Idag hun fra Olympens gyldne Sal
For første Gang var smuttet bort, og Jorden,
Skjøn som en Brud, hun saae nu for sig ligge.
Alt syntes hende som en Højtidsfest,
Fuglen et Under, og den lille Bi,
Der paa sin Honningjagt tilsidst forvilded
Sig i en blomstrende Aakande ned,
I Solens Straaler skinned, ret, som var den
En lille Gnist, der havde faaet Liv,
Født af den Lueregn, som daglig strømmer
I Helios’ Kredse for ved Midnatstid
Paa Himmelkuplen Stjernerne at tænde.
Hun vover ej at plukke Lotusblomsten,
Og da sit Billed hun i Floden seer,
Forbauset sine Arme ud hun breder,
Som vil hun Søsteren om Halsen falde;
Men det i Vandet, som hun mente, var
En Søster, breder ogsaa sine Arme
Mod hende ud og smiler. — Strømmen bruste,
Fuglene kvidrede, fra Skovens Tykning
Lød Vindens sagte Raslen gjennem Løvet,
Og over hende fløj de hvide Storke.
»Jorden er skjøn, ja, skjønnere end Himlen,
Rundtom kun Duft og Jubel, Fred og Ro!
Og hvilket Liv! Fra Mosset titter frem
Saa lokkende det purpurrøde Jordbær,
Og se, i Middagssolens Hede byder
Mig Blomsterbægeret den friske Dug.
Saa blødt et Leje reder Skoven til mig,
Og Engen staaer saa tæt med Blomster strøet,
Hvad kan jeg ønske mer — slet Intet veed jeg.«
Saaledes halvt ved Ord og halvt ved Tank:
Fornøjer Psyche sig, mens over Floden
Hun bøjer sig og seer med Velbehag —
Thi i den unge Sjæl alt Kvinden vaagner —
Hvor hendes Skjønhed sig i Vandet spejler,
De slanke Lemmer og den hvide Barm,
Læberne lig Koral, de gyldne Lokker —
Med Hænderne hun klapped, lo af Fryd
Og blev paany et Barn med Barnets Drømme.
»Det er saa kjønt, det, som jeg seer i Floden,
Kun een Ting falder ikke i min Smag.
Hvorfor skal dog de klare, skinnende,
Azurblaa Vinger paa min Ryg sig vugge?
Før saae jeg Noget flyve over Vandet,
Der havde sligt et Vingepar som jeg,
Saa skinnende, saa gjennemsigligt blaat;
Det svirred, som en Drøm igjennem Sjælen,
Fra Blomst til Blomst henover Vandets Spejl,
Tilsidst det mellem hine Siv blev borte
Og gjemte sig, som Smilet paa mit Ansigt.
Og nys, ved Middagstid, i Blomsten saae
Jeg Noget sove, og det havde ogsaa
Et saadant let og luftigt Vingepar,
Hvorpaa med Azur Purpur sig forened,
Men hvad skal jeg med et Par dumme Vinger?
Ved Aftentid, før Maanens Straaler faldt,
Jeg Væsner saae, som ligned mig aldeles,
I lette Flokke danse ned paa Engen
Og bade sig i Floden; men af dem
Bar Ingen Vinger, og de var af Lemmer
Dog stærkere end jeg, det saae jeg godt.
Før skræmmed jeg ved mine Skridt en Kvinde,
Saa hun sig skjulte i det Træ histhenne;
Hun var saa skjøn som jeg, men Vinger — nej!
Hvorfor skal jeg alene bære Vinger?«
Paany hun stirred drømmende i Floden,
Hun vidste ej, at mellem Sivene
Tætved en Satyr sov. Se! Nu han vaagned!
Efter et natligt Lag hans stride Skjæg
Endnu af Vin var fugtigt og forpjusket.
Han grinede og gned de smalle Øjne
Og vælted rundt sig i de tætte Siv.
Til mere Søvn han trængte, vilde atter
Sig lægge lunt tilrette, da hans Blik
Faldt paa det skjønne Barn, der sad ved Bredden.
Saa dukked han sig, og i Læ af Sivet
Til Psyche listed han sig sagte hen.
Bag Sivene hans gridske Øjne skinned
Som Lygtemænd. Alt var han hende nær
Og lagde sig paa Maven, støttende
Det tunge Hoved i de laadne Hænder —
Han blinker, smidsker; men hun seer ham ej.
Da dyer han sig ej mer — et Smæk med Tungen,
Og halvt han sukker, halvt i Brynde skriger:
»Ej, se det smukke Barn, det unge Kid!«
Forskrækket drejed Psyche strax sit Hoved
Og saae hans Satyrfjæs. O, hvilket Udyr!
Som Espeløv hun skjælved, medens han
Til hendes Rædsel nærmere sig listed.
Hans Øjne gløded, og af Attraa spændte
Hver Muskel paa hans Hænder sig som Staal!
Alt løfter han med Skoggerlatter Armen
Og vil i Favntag vildt sit Bytte knuge —
Da breder Psyche sine Vinger ud,
Lig en Libelle let afsted hun svæver
Henover Vandet, og mod Himlens Blaa
Snart som en broget Sommerfugl hun stiger.
Højt toner hendes klare Sølverlatter
Fra Luften ned, som fra de Klipper graa
Man hører Turtelduens blide Kurren,
Naar Middagshimlen spejler sig i Floden,
Og Skoven slumrer, bagt i Solens Glød.
Da Psyche fra sin Højde nedad skued,
Hun saae, hvorledes den bedragne Satyr
Sprang mod en badende Flok Nympher hen.
En af dem med sin stærke Arm han fanged
Og slæbte hende til en Kløft i Skoven;
Han grined hæsligt, medens Nymphen græd —
Hun var saa hvid og skjær, og han saa smudsig!
Men aldrig mere har det undret Psyche,
At hendes Ryg med Vinger smaa var smykket.
— — — — — — — — — — — — — — —
O, Poesi! Naar Hverdagsstøvet pletter
Din Skjønhed, og naar plumpe Hænder søge
At drage Dig med Vold i Skarnet ned,
Hvor er det da et Held, at Du er vinget,
En Gjæst paa Jorden kun, og flygte kan
Tilbage til dit Hjem, Du Himmelbaarne!