Ved Vejen langs med Bakkerne frøs Grøften til inat,
I stille Vejr og stjerneklart og derfor ganske brat.
Mens Vandet risled sagtelig i Rendens ringe Fald,
Det fik et gjennemsigtigt Laag af klareste Krystal.
Paa Bunden grønne Blade skinne under Isen frem,
Som var en Rest af Sommerpragt lagt ned i Vintergjem;
Lig Blomster i en Blok af Is, der smykker festligt Bord,
Dybt nede i den frosne Grøft en Skjønhedsverden groer.
Og Solen lyser helt derned og drysser Guld iflæng,
Paa Grøftens Planter under Is, paa Rim udover Eng;
En Irisk flyver lystig op, dens Pippen lyder hid,
Som slap en Rest af Sommerklang løs nu ved Vintertid.