Johan Grove (1859–1917)

Vi mødes her, paa denne Dag, i Fred

Og fejre Festen for den Lov, der førte

Vort Folks Partier til en Enighed

Saa fuld, saa hel, som før vi sjeldent hørte.

Rundt om os rase Jordens Folk i Krig,

Skaanselsløst dynges stadig Lig paa Lig,

Og ubarmhjertigt knuses stolte Minder;

Men vi har Fred, og vi hinanden finder.

Som Hjorden, der, naar Vilddyr styrte frem,

Slutter med sænket Horn sig mere sammen,

Vi slaa nu Kjæde om vort fælles Hjem

Og vogte paa, at ej det naaes af Flammen.

Vi staa som Mandskab paa et Skib i Storm,

Hver Mand paa Dæk i fælles Kamp for Havnen;

Fra dem ved Roret og til dem i Stavnen

Hos Alle kun een Villie tør faae Form.

Da rettes uvilkaarlig Folkets Blik

Mod den, der skal som Chef staa højst i Skuden,

Og Alle haabe paa et fast Bestik,

Et roligt Hjerte under Stormens Tuden.

Mens Krigen buldred om vor lille Plet,

Vi enedes om Alles lige Ret,

Tør Varsel for vor Skjæbne deraf tage

Om Fremgang under Verdensfredens Dage.

Maalet er sat for Kvinde som for Mand,

Fra Thronen til en Malkepiges Skammel,

For Fattig som for Rig, for Ung og Gammel,

Til Gavn for Konge, som for Folk og Land.

Maalet er sat, og til os lyder Kravet:

Byg nu i Fællig paa vor Fremtids Slot,

At det maa knejse højt og frit ved Havet!

I Ønsket derom: — Leve Danmarks Drot!