Grøn var Engen, og højt hvert Straa;
Ingen gik for det Græs at slaa.
»Kom nu, Søster! Tag Leen frem!
Vi skal vel bjerge Høet hjem.«
Kongen selv de to Piger saae,
Og sin Smaadreng han kaldte paa.
Brat fra Højeloft lød hans Bud:
»Sadl min Ganger! Jeg rider ud.
Jagthorn gjalde i Skov og Krat!
Raaen fanger jeg ind før Nat.
Væne Møer paa Engen gaaer,
Ungt er Vildtet, som jeg attraaer.«
Da han kom til de Piger to,
Kongen standsed sin Hest og lo.
»Hvo gav Lov til det Græs at slaa?
En af Eder skal med mig gaa!«
»Fader selv og vor Moder blid
Bad os To bjerge Høet hid.«
En af Søstrene Græsset slaaer,
Graad den Anden i Øjet staaer.
»Tvi, den Græsslet med Skam og Sorg
Skal jeg bøde i Kongens Borg.
For de Straa, som vi mejed her,
Nu mig mister min Moder kjær.
Liden Kløver mig gav stor Ve,
Aldrig mer jeg min Slægt skal se.
For den usselig Smule Hø
Skal min Fred og min Ære dø.«