Blaaklokker vel myldre i Skovens Bund,
Dog ikke som Stjerner paa Himmel;
Til Skaberens Taktstok Dansen gaaer
Deroppe i festlig Vrimmel.
Af Strømmen kun øjnes et Stykke hid,
Dog, selv om Du regner af al din Flid,
Det Facit Du maa lade fare
At tælle de Dansendes Skare.
Se, Maanen danser i Ring om Jord,
Vor Jord og Planeterne dreje
I Kredsløb om Solen bestandig rundt
Paa mægtige lysende Veje,
Og atter i Kreds om en større maa
Den vældige Sol selv i Dansen gaa,
Vi seer den kun gløde og straale,
Men Hvo kan dens Bane udmaale?
Hvor højt Du end svang Dig i Himlens Rum,
Ny Stjerner bestandig i Skarer,
Og blev Du saa gammel som Solen end,
Om Grænsen Du intet erfarer.
Jeg knæler og seer, hvor de blinke smukt,
Min Tanke med Verdeners Løb har Flugt,
Usigelig Længsel mig fylder,
Med Taarer jeg Stjernerne hylder.