Med det fyldte Krus foran sig sidder
Josa, saa forlibt som nogensinde;
Hedt det lyner fra hans mørke Øjne
Til den smukke, fyldige Værtinde.
»I kan sagtens! — Med saa røde Kinder
Ingen anden Kvinde blev begavet!«
»Kan man tro Jer, Josa? — Og for nylig
Har jeg dog min tredie Mand begravet!«
»Ja, den Tredie! — Visse Folk vil vide,
At I har dem alle Tre forgivet?«
»Naa, det vil de! — Nej, jeg sørged bare
For, at jeg fik længst bevare Livet.
Se, min Første knæled ved vort Bryllup
Først for Altret ned — nu kan I dømme:
Var vel Skylden min, naar først han maatte
Paa den sorte Baare Huset rømme?
Og den Anden efter Bryllupsgildet
Toede Hænder først; — det veed da Alle:
Den, der først benytter Vaskevandet,
Døden ogsaa først herfra vil kalde,
Og den Tredie faldt i Brudenatten
Først i Søvn — da gjælder just det Samme:
Den, som sover først, skal først i Jorden! —
Mig kan onde Tunger ikke ramme!«
»Om saa var! — Man er da ingen Hare! —
Sikke Kinder hos en Tremands Enke!« —
»Aa, ifald en Fjerdemand sig meldte,
Skulde jeg mig længe ej betænke!«
»Da vil jeg saamænd som fjerde Bejler
Gjerne Jer paany for Altret føre!« —
»Som I vil! — Saa veed jeg da, jeg ikke
Paa tre Hjul til Helvede skal kjøre!«