Kjender min Skat det skjønne Eventyr
Om Klippebrønden dybt i Skovens Tykning,
Hvor hver Sankt Hans Nat i den hellige Stilhed
Midt paa den blanke, maanelyse Flade
En Tryllenøgle funkler, helt af Guld?
Saa mangen Vandringsmand, som træt og mødig
En Lædskedrik ved Kilden vilde hente,
I Vandet saae den gyldne Nøgle skinne,
Men tænkte vel, det var en gylden Straale,
Mistet af Middagssolens Lueglød,
Da Solen spejled sine hede Kinder
I Kildens klare, kølige Krystal.
Siden bag Bjerge blaa blev Solen borte,
Tilbage blev kun denne ene Straale,
Der skjælved nu forladt paa Brøndens Krusning,
Mens Klippen alle Suk tilbage kasted,
Som den sin Moder Solen sorgfuld sendte. —
De Vandrende tog fejl: den smutted aldrig
Som Straale fra den glade Middagssol,
Den var en gylden Nøgle, fuld af Trolddom
Og sænket af en Fe i Klippebrønden
For at lyksaliggjøre Jordens Børn.
Guldnøglen griber dog kun den, som kjender,
Som fuldt i Eje har den Trylleformel,
Der bringer i den hellige Sankt Hans Nat
Hver Skat paa denne Jord for Lyset frem.
Menneskeøjet spejder gridsk — forgjæves!
Menneskehaanden famler frækt — forgjæves!
Lig Guldfisk glider Nøglen ud af Haanden,
En Stjerne lig den dykker ned paa Bunden,
Da lyde tunge Suk fra Dybet op,
Som naar i Skovens Tykning Feer græde
For svigtet Elskov og for skuffet Længsel.
Men den, der kjender hine stærke Ord
Og bøjet over Kildens klare Vande
Gjentager trende Gange Trylleformlen
Med Hjertet rigt ved luttret Kjærlighed,
For ham vil sig et Under aabenbare.
Vandene skille sig ved Trylleordet,
Danne to Strømme af det pure Sølv,
Og mellem dem en Dør tilsyne kommer,
Med Straaleglans af blanke Guldbeslag.
Den Dør kan kun den gyldne Nøgle aabne, —
Uendelige Sale da Du øjner
Og skrider frem paa hvide Marmortrapper
Langs Vægge bygget op af gyldne Luer; —
I Loftets Hvælving vugger Solen sig,
Og Gulvet er bestrøet med Ædelstene,
Saphirer — lyseblaa som selve Himlen,
Og Amethyster — som violblaa Skyer,
Rubiner skjænke Aftenrødens Glød;
Og rundtom prange alskens sjeldne Blomster
I kostelige Farver, skjønne Former.
Den hvide Lotus, tilbedt af hver Indier,
Den vilde Rose, hvori Amor slumrer, —
Ved Søer, grønne som Smaragder, løfter
Lillien paa Bredden højt sit fagre Bæger,
Ildrøde Asters hist, her Hyacinther
Og blaa Violer, fra hvis dunkle Øjne
Skovenes gode Feer titte frem.
Men paa et stjernesmykket Herskersæde
Throner i Midten Rigets høje Dronning,
I hendes Krone glimre Diamanter,
Paa hendes Pande, ren og skjær som Marmor,
Lyser den sølverhvide Maanesegl.
Hvo, som gaaer did med Kjærlighed i Hjertet,
Som viser Ærefrygt for Kvindens Højhed,
I dette Eden blive kan som Hersker ....
Min Elskte lytted til hint Eventyr
Og sprang imod mig, let som en Gazelle,
Lokkende mig med søde, blide Ord:
»Kom, kjære Du! Følg med til Klippebrønden!
Thi luttret Kjærlighed har vore Hjerter
Al Rigdom skjænket, og nu sænker Natten,
Den hellige Sankt Hans Nat, sine Skygger!«
»Min Hjertenskjær! Vil Du da tro, Du kjender
Og fuldt i Eje har den Trylleformel,
Som Du maa sige for at gribe Nøglen?« —
»Jeg veed det ej; men jeg faaer Hjælp af Gud;
Thi luttret Kjærlighed er Gud bevaagen.«
Vi gik da. — Solen fra en skyfri Himmel
Sank ned bag Bjerge blaa, og Moder Jord
Til Hvile lagde sig, og Skoven drømte,
Men hilste paa os to som gamle Venner.
Længe vi gik paa Mosset, blødt som Fløjel,
Hvori Sankt Hansorm skinnede som Perler,
Længe vi skred langs Klippeskrænter fremad,
Hvor Hindbær havde flettet grønne Net
Med hvide Blomsters Drys lig Elskovstaarer —
Sankt Hans Nat er paa Undere saa rig!
Men gjennem Kæmpetræers Løvtag lyste
De klare Stjerner fra den høje Himmel
Ned paa vor Færd som lutter gyldne Øjne,
Der fulgte os i Undren, at vi voved
Ved Midnatstid at gaa til Klippebrønden!
De hvide Birke legede Tagfat,
Knudrede Rødder mod os frem de strakte,
Fra Lærketræerne det grønne Mos
Hang ned saa skjælvende i Maanelyset
Som Skjægget paa en Aandekonges Hage.
Vi hørte dæmpet Fnisen bag hver Busk,
Og fra hver Gren i Søvne Fugle pipped,
Smaa Biller fra hvert Straa i Vejret svirred,
Paa Klippeblokke flammed gule Bregner,
Og rundtom saae vi Skovens Feer danse
Saa let, at Foden næppe Jorden rørte.
Bag Danserskaren vented deres Vogne
Af store Ananassers gyldne Skaller, —
Tøjler af silkefine Spindelvæv
Bandt Vognens Forspand, sølverblaa Libeller.
Skjæggede Dværge travlt paa Klipper klattred,
Og Gnomer hopped om i røde Kapper,
Hver med en lille Lygte i sit Bælte,
Og en Sankt Hansorm lyste i hver Lygte ....
Vi. vandred gjennem Skoven, længe, længe,
Min Hjertenskjær sit Hoved sagte bøjed,
Læned de gyldne Lokker mod min Skulder.
»Vidunderkilde! Vær trefoldig hilset!
Vi nærme os til Dig med Længselsblikke.
Elskede, kjender Du den Trylleformel,
Som giver Magt, saa Nøglen Du kan gribe?«
»Jeg kjender Formlen ej; men Gud vil hjælpe;
Thi luttret Kjærlighed er Gud bevaagen.«
Vi knæle Begge tyst ved Klippebrønden
Paa grønne Bregneblades bløde Tæppe,
Vi skue stille ned med Tro i Sjælen
Og Hjertet fuldt af luttret Kjærlighed.
For tredie Gang jeg til min Elskte hvisker:
»Kjender Du, Hjertenskjær, den Trylleformel,
Som giver Magt, saa Nøglen Du kan gribe?«
Svagt skjælver da den Elskte ved min Side
Og mod min Skulder læner hun sit Hoved,
Trykker sin Mund i Lidenskab mod min,
Og i den hellige Sankt Hans Nats Stilhed
Dæmpet hun lader Trylleordet lyde:
»Jeg elsker Dig!« — Og Underet begyndte.
»Jeg elsker Dig!« — I Bregnerne det bruste.
»Jeg elsker Dig!« — Selv Skovens Ugler svare,
Fra Klipperne det klinger ned som Ekko,
Mens Feer, Gnomer, Dværge flokkes om os
Og slynge glad i Runddans deres Kjæder.
Jeg maa velsigne Eder, søde Læber,
Som fandt det rette Trylleord tilvisse;
Guldnøglen var det første varme Kys,
Der aabned for mig hele Elskovsriget.
Naar nu jeg kysser Læber som Rubiner,
Skrider jeg frem i Kjærlighedens Have.
Hvad er vel Blomster, hvad er Ædelstene
Imod din Sjæls duftende Blomsterfylde,
Imod dit barnlige Hjertes rene Perler?
Ræk Du mig blot din lille hvide Haand,
Og hvil dit gyldne Hoved mod mit Bryst —
Da seer jeg i de dybtblaa Øjne ind
Og svimler i saa sælsomt søde Længsler.
Klart som dit Øje straaler ej Saphiren,
Din Læbe af Koral fordunkler ganske
Rubinens Glød, som dine Lokker Guldet,
Sartere end den hvide Lillies Bæger
Løfter og sænker sig din hvide Barm,
Mer yndig end en Rose rødmer Kinden,
Og mere ren end Lotus er din Pande.
Ja, Du Præstinden er i Tryllenatten,
Den hellige Sankt Hans Nats kaarne Dronning.
Himlen er din, hvor tusind Stjerner blinke,
For Dig de gule Bregner staa i Luer,
Træerne bruse Hymner til din Ære.
Min Hjertenskjær, hvor Du er ung og dejlig!
Se, Feerne i deres lette Danse
Bøje sig ydmygt nu for Dig til Jorden.
Se, Gnomerne, graaskjæggede og gamle,
Knæle i Støvet, hyldende din Skjønhed.
Og se, nu vaagner Kjærlighedens Gud,
Svinger sig fra den vilde Roses Bæger,
Og paa en broget, vinget Sommerfugl
Iler han hid for Nattens Fest at fejre
Med os — hans Aandes Pust befrugter Jorden,
Klipperne klinge, Træet løfter Kronen,
Blomsterne dufte, Stjerners Tindren øges,
Fjasen og Fnisen lyder bag hver Busk,
Fuglene kvidre højt fra alle Grene,
Og fra hvert Straa en gylden Bille svirrer.
Tryk tættere din Rosenmund mod min,
Lad dine Arme fastere mig favne:
Vandene skille sig i Klippebrønden,
Den lyse Fe fra Sølvervældet stiger,
Nærmer sig, vinker, — nu hos os hun staaer,
Den Ambra, som paa Blomsterne hun stænker,
Falder som Dug paa vore Øjelaag,
— Elskovens Ambra — Glemsels blide Dug.
Ak, Aarene svandt hen i Elskovsdrømmen,
Svandt hen, fløj bort som barske Vinterstorme.
Hvor dvæler nu min Elskte i det Fjerne?
Hjertenskjær, send mig Bud, om end Du mindes
Den hellige Sankt Hans Nats store Lykke
Og Eventyret om den gyldne Nøgle!