Sang om Amager
Ved Festen i Kongelunden 1904.
Ved Festen i Kongelunden 1904.
Amager, Forpost paa vuggende Vove,
Højner ingen Bakke dit frugtbare Land,
Kjender Du lidt kun til susende Skove,
Skjønhed dog ej fattes din Mark og din Strand:
Urterne smykke med Farver dit Muld,
Sundet sin snehvide Skumbræm Dig under,
Og som en Domkirkes Kuppel saa fuld
Over Dig Himlen sig runder.
Kjæret i Taarnby, hvor Ænder sig samle
Lunt i Læ ind under det bladtætte Hegn,
Glimter med Solblink til Kirken, den gamle,
Taarnet knejser højt mellem Gravenes Tegn;
Sekler svandt hen, mens de mægtige Sten
Laa her som Storbønders talende Dysser,
Sagtelig nu paa de smuldrende Ben
Busken sit Blomsterflor drysser.
Sydpaa, bag Ullerups Haver og Agre,
Kongelunden breder sit blaanende Bryn,
Gjemmer bag Løvvæggen Lysninger fagre,
Hvor Fasanen smutter forbi som et Lyn.
Kjøge Bugt nynner i Stille som Blæst
Hilsen til Skoven, den eneste paa Øen,
Solen, den dalende, spreder fra Vest
Guldspejlet vidt over Søen.
Magleby, selvsikker om Dig Du skuer,
Hentet hid paa Dankongens fremsynte Bud,
Over hans Vildtbanes fattige Tuer
Dygtighed og Velstand fra Dig strømmed ud;
Men paa din Kirkegaard værner Du tro
Støtten, som rejstes de Tappre til Minde,
Offre fra Træfningen ved Falsterbo
Mod en forræderisk Fjende.
Vindsus og Bølgebrus Dragør har skjænket
Friskhed, ja, hvor aander paa Molen man frit,
Spejdende ivrig, af Saltsprøjtet stænket,
Sejlene, som svulme saa skinnende hvidt!
Fælledens Flokke af Gjæs skrige op,
Kappes med Børnenes jublende Stemmer,
Dannebrog smælder om Flagstangens Top,
Livsglæde Hjertet fornemmer.
Fiskerby Kastrup, Fabriksby tillige,
Skorstenstakket Pynt ved en mastefyldt Havn,
Vakkrest for den, som seer Fuldmaanen stige,
Sænkende sin Sølvskat i Sunddybets Favn;
Damperen prustende haster forbi
Saltholmens Flak, der i Disen sig dølger,
Fyrenes Blus mærke Fartøjet Sti
Gjennem de vigende Bølger.
Ø, i dit Vaaben med Føje Du stilled
Bonden, klædt i Fædrenes hollandske Dragt,
Grøntkurv paa Armen, for Gartnerbrug Billed,
Maal i Haanden højt som til Handel oprakt;
Han har gjort Nytte, den driftige Mand,
Holdes i Hæder skal han og hans Lære,
Ej blot til Gavn er dog Amagerland,
Skjønt er der ogsaa at være!