Kun de nøgne, sorte Klipper
Med den svære Dør i Midten,
Hvor i rusten Lænke hænger
Hammeren ad Stolpen ned.
Til den Dør en Vandrer traadte,
Svang med Kraft den tunge Hammer,
Lod den drøne imod Døren,
Og han raabte, fuld af Haan:
»Helveds Dør! Spring op med Vælde!
Lad dit Svælg nu bundløst gabe
Mig imøde — ved mit Komme
Naaer Du først din Værens Maal.
Du skal brat Dig aabne, Helved!
Jeg er den, som Gud forhaaned,
Som har spottet alle Djævle
Og ej troede paa din Kval.
Al min Tro var fyldte Bægre,
Pigelæber, hvide Skuldre,
Jeg kun tilbad søde Blikke,
Stoled ene paa mit Sværd.
Fægted daglig for den Ære,
Som forlængst var gaaet fløjten;
Tallet paa forførte Kvinder
Har jeg selv ej Rede paa.
Hør mig! Jeg var træt af Livet,
Blege Kinder eller brune,
Guldhaar eller Ravnelokker, —
Al den Elskov kvalmed mig!
Besk blev i mit Bæger Vinen,
Intet veed jeg, som kan stille
Al min vilde, hede Længsel,
Og mit Sværd er fuldt af Skaar.
Luk Dig op! Er end din Pine
Værre end de værste Drømme,
Sorte Præsters værste Trusler,
Den er ny — det er mig nok!
Hvad? Dit Hængsel ej sig rører?
Luk Dig op, og slyng imod mig
Ild og Svovl og Beg og Lava!
Hør det! Jeg er Don Juan!«
Alt var stille, stumt og stille,
Helveds Dør var stadig lukket,
Don Juan lod Hamren falde,
Slap den maalløs af sin Haand.
Ubevægelig i Klippen
Paa sit Hængsel hængte Døren,
Skræmmed ved sin mørke Taushed
Mer end ved al Helvedskval.
Fra den gyselige Afgrund,
Alvorsfuld, med mægtig Malmklang,
Som en Dom, der strengt blev afsagt,
Lød tilsidst en vældig Røst:
»Don Juan! Du bort maa vandre!
Helved har ej Plads tilrede,
Selv dets Pinsler kan ej sone
Alt det Onde, Du gav Liv.
Gaa! Søg andre Steder Hvile
For din vilde, sønderslidte
Kampsjæl — her forgjæves buldrer
Du mod Døren, Dag som Nat.
Don Juan! Herfra Du vige!
For din Kval ej Lindring gives;
Thi dit Hjerte Dig fordømte,
Du har Helved i Dig selv!«
Alt paany blev stille, stille, —
Ene nøgne, sorte Klipper,
Graa som Bly var Himlens Hvælving,
Tæt var lukket Helveds Dør.
Don Juan en Stund end tøved,
Taus han stod, med mørke Blikke,
Vendte sig i Trods omsider
Med en Latter, spotsk og vild.
Dog bag denne Latter lured
Hjertets Vaande som en Slange,
Brat den løfted sig og hvisled
Som af Søvne skræmmet op.
»Helved ingen Plads mig under,
Træt og mæt af Verden er jeg,
Eet jeg har da kun tilbage, —
Jeg til Paradis vil gaa!«
Og han drog ad øde Stepper,
Uden Græs og uden Buske,
Uden Fugle, uden Kilder —
Længe skred han ensom frem.
Sten paa Sten var stedse dynget,
Og i Virvar Klippeblokke
Løfted flade, nøgne Pander,
Bord til Aanders Gjæstebud.
Uden Sol var Himlens Hvælving,
Uden Maane, uden Stjerner,
Sjeldent kun og sparsomt farvet
Af et mat og graagult Skjær.
En Komet, som var paa Vildspor,
Fløj forbi imellemstunder,
Slængte paa sin Flugt et Lynglimt
Over denne øde Ørk.
Don Juan skred stadig fremad,
Mens han støtted sig paa Sværdet; —
Vilde Minders Billedrækker
Paa hans Vandring fulgte med.
I letfærdig, broget Vrimmel
Yppige, halvt nøgne Kvinder, —
Over Elskovs Smil paa Læben
Angrens taarefyldte Blik.
I letfærdig, broget Vrimmel
Svirebrødre, Døgenigter, —
Haanden udstrakt efter Gaver,
Dolken lumsk i Ærmet skjult.
Don Juan skred stadig fremad,
Mens han støtted sig paa Sværdet; —
Minder efter Minder glimted
Brat som Kornmod i hans Hu.
Han skred fremad som i Drømme,
Som en Febersyg han mumled,
I hans Hjerte lued Længslen,
Helved flammed i hans Bryst.
Mangt et Kvindenavn han raabte,
Skjældte, smældte, lo og banded:
Klara, Anna, Leonore, —
Fantasier, Drømmesyn!
Og det er ham, som han atter
I Olivenskovens Skygger
Nu fra Jagten hjemad rider
Vild og kaad til Slottets Gaard.
Og Slotsherrens, Værtens Datter
Rider fager ved hans Side, —
Skjønhed lig Marias ejer
Ingen anden jordisk Mø!
Jægerne mod Dalen drage,
Deres Hattefjedres Farver
Skinne broget i det Fjerne
Og forsvinde, een for een. —
Himlens Aftenrøde gløder,
Mens de ride ved hinanden,
Som i Drømme hun maa slippe
Tøjlen af sin hvide Haand.
Hedt hans Blik mod hende luer; —
Sine Øjne bly hun sænker,
Men de lyse som Opaler
Under silkefrynset Laag.
Og bag hvide Kniplingskyer
Barmen bølger, og hun skjælver! — —
Hesten giver han af Sporen,
Rundtom toner Fuglesang.
Se, i Maanelyset løfter
Hun sit skjønne Ansigt mod ham,
Sødt og klokkerent hun taler —
Stemmens Klang blev aldrig glemt!
»Don Juan, hvi straaler Himlen,
Hvorfor toner Fuglesangen,
Og hvi har saa mørke Skygger
Over Mosset nu sig lagt?«
Som en Tiger frem han springer,
Flænger Kniplingen fra Barmen — —
Hvor hans sorte Øjne funkle,
Og hvor dirrer vildt hans Røst!
»Spørger Du, hvi Himlen straaler?
Den vil skue Barmens Hvidhed!
Mod dit hulde Legem længes
Mosset i sit mørke Mulm.
Alle Fugle rundt i Krattet
Synge for os Bryllupshymner!« —
Han fra Hesten hende slynger —
Ak, Maria! Ve Dig! Ve! — — —
Over øde Stepper drog han,
Uden Græs og uden Buske,
Uden Fugle, uden Kilder —
Længe skred han ensom frem.
Hvor Du dog er skjøn, Italien!
Blaa som Azur er din Himmel,
Sorte dine Kvinders Øjne!
Fiametta min, god Nat!
I hans Drøm de sad i Baaden,
Gled saa sagtelig langs Bredden,
Hvor hver Fisker sad og bøded
De forrevne gamle Net.
Sangen lød om »Maris Stella«,
Hav og Jord og Himmel rødmed,
Druerne ved Hytten rødmed,
Begges Haar blev purpurrødt.
Ak, hvad skete? — Havet bruste,
Under Stjernehimlens Blinken
Lød det, som hver Bølge hulked:
Fiametta min, god Nat!
»Satan! Skal jeg evig vandre
I en Rundkreds? Selv jeg veed ej,
Hvad jeg vil, hvorhen, — og stedse
Nye Minder dukke op.
Hvor er Vej til Paradiset?
Rundtom er kun stenet Steppe,
Graa som Bly sig Himlen hvælver —
Ensom er jeg og saa træt.«
Don Juan forbittret stirred
Over Steppens vide Ørken,
Støttet paa sit Sværd han atter
Ene skred i Ødet frem.
Men da hørte han en Susen
Som fra tusind Fuglevinger.
Undrende han saae i Vejret —
Noget hist i Taagen fløj!
Højt henover ham det svirred,
Snoede sig i Bølgelinier,
Lig en Krans af hvide Roser
Eller Svaner i en Flok.
Og han standsed, og han mumled:
»Hvad er dette vel for Fugle?
Hvorfra og hvorhen gaaer Flugten?
Fløj jeg blot med dem afsted!«
Sagte lød en Røst fra oven,
Klang som Greb i Harpestrenge,
Og som Dug paa Blomsterblade
Faldt den paa hans Hjertes Brand:
»Vi er Fugle ej, men Sjæle,
Luttrede i Helveds Kvaler
Løfte vi os nu mod Himlen,
Fri for al vor Syndeskyld!«
Højt og højere de svæved,
Lig en Krans af hvide Roser,
Lig en Flok af hvide Svaner,
Som fløj over Havets Dyb.
Don Juan paany blev ene,
Længselsfuld han opad skued,
Støttet paa sit Sværd han atter
Skred i Steppens Øde frem.
I den Retning, de var fløjet,
Over Sten han frem sig slæbte,
Og hans Drømmes og hans Tankers
Vilde Sværme fulgte med.
Til Guds Stad syv Porte føre,
Paa syv Bjerge staa de Porte,
Og syv Engle dem bevogte,
Væbnede med Flammesværd.
Sort Basalt er alle Mure,
Sorte Klipper dem omgive;
Men paa Taarnes Tinder blinker
Ædelsten og Guldets Glans.
Martyrporten er den første,
Sammenføjet af Rubiner,
Og de gløde rødt som Blodet,
Der til Herrens Ære randt.
Anden Port er af Smaragder,
Grøn som Engene i Vaaren,
For de Troende den aabnes,
Som holdt fast ved evigt Haab.
Tredie Port er Uskyldsporten,
Flettet op af hvide Lillier,
I hvis Bægre Perler klare
Danne Draaber som af Dug.
Af Topaser, Amethyster
Og saa mange Ædelstene
Hvælve sig de andre Porte,
Funklende med mægtig Glans.
Og de dreje sig paa Hængsler,
Skaarne ud af Diamanter,
Aabnes kun for alle Sjæle,
Som har Paradis fortjent.
Blot et Barn, om nok saa lille,
Med sin sarte Lilliefinger
Ganske sagte rører Porten,
Springer den med Torden op.
Fra sin lange, lange Vandring
Didhen Don Juan sig slæbte,
Banked sorgfuld paa — forgjæves!
Porten lukket var og blev.
Alle Porte syv han prøved,
Skreg og hamred løs med Sværdet,
Slog med Næven — alt forgjæves!
Ingen Port blev aabnet ham.
Fra et Taarn en vinget Cherub
Bøjed sig tilsidst imod ham,
Hvid som Sne var Englens Kjortel
Og hans Aasyn lig en Sol.
Men hans Røst var som en Torden,
Som et Vandfald i sin Brusen,
Og hans Øjne var som Lynet,
Gyldne Skygger var hans Haar.
»Don Juan, Guds Dom Du høre!
Helveds Dør for Dig er lukket,
Og for evig Paradiset
Ogsaa lukket var for Dig.
Dog alkjærlig er Gud Herren
Og barmhjertig uden Grænse, —
Da dit Hjertes Kval han kjender,
Hør nu ved min Røst hans Bud!
Gak Du hen, og knæl paa Vejen,
Hvor de Sjæle, som blev løste
Ud af Skjærsilds bidske Luer,
Drage gjennem Skyer hid.
Vid, i Lignelse af Duer
Hid de drage, og de bære
Hver en Rose hvid i Haaret, —
Den er deres Luttrings Tegn!
Knæl Du ventende paa Vejen,
Og fortæl dem al din Vaande,
Skrift hver Synd, Du har begaaet,
Hænder vrid, og bed, og græd!
Om da en af de udløste
Hellige Sjæle sig forbarmer,
Fra sit Haar den hvide Rose
Kjærlig kaster i dit Skjød,
Da først tør herhen Du komme,
Da staaer Paradis Dig aaben!« —
Tordenrøsten tav, — og atter
Stod nu ene Don Juan.
Nu han havde fundet Stedet,
Over hvilket gjennem Skyer
De Forløstes hvide Vinger
Bar dem frem til Paradis.
Trodsig stod han dér paa Vejen,
Lukked Øjet, bed i Læben,
Lod i Hjertet Helved flamme,
Minder hærge som en Storm.
Dog hans Længsel efter Freden,
Efter Frelsen steg bestandig,
Trætte blev tilsidst hans Fødder,
Og paa Sten han knæled ned.
Og hans Ve, som ej fandt Lise,
Stadig ny og stadig større,
Vristed Sværdet af hans Hænder,
Folded dem til ydmyg Bøn.
Elskovsgløden dybt i Barmen
Lued op nu paa hans Læber,
Tvang dem til at bede, lokked
Taarer i hans Øjne frem.
Mens han bad og græd og jamred,
Over ham som hvide Duer
Og med hvide Roser smykket
Fløj de frelste Sjæles Flok.
Og han kjendte mangt et Aasyn:
Skreg: »Elvira! Clara! Anna!
Fiametta! Leonore!«
Ak — forgjæves lød hans Raab.
Aldrig ned paa ham de skued,
Fløj kun gjennem Skyer fremad,
Frem til Paradisets Porte —
Aarevis han laa paa Knæ.
Ingen Rose til ham daled,
Bønnen sig i Rummet tabte,
Haarde blev hans Knæ som Stenen,
Og hans Skjæg blev hvidt og langt.
Aar gled hen, han knæled stadig,
Klaged lydt for al sin Vaande,
Aldrig dog den hvide Rose
Faldt fra Skyen i hans Skjød.
Alle, som ved ham fortabtes,
Som hans Lidenskab forførte,
Som han engang elsked, saae han
Flyve bort — forladt han stod.
Kæmpestor han da sig rejste,
Skred paany til Edens Porte,
I sin Vaande nu saa vældig,
Som han fordum var i Synd.
Og se, da han kom til Porten,
Englen gik i Stjerneklædning
Venligt smilende imod ham,
Greb hans Haand og talte blidt:
»Du var frygtelig som Synder,
Du var mægtig i din Stolthed,
I din Lidenskab — nu er Du
Saa ulykkelig og arm.
Derfor staaer hver Port Dig aaben!
Thi for den i Nød Forladte
Altid vil, trods Skyld og Brøde,
Edens Porte aabne staa.« — — —