Ved Løvfaldstid
Af Adolf Friedrich von Schack.
Af Adolf Friedrich von Schack.
I klare, kølige Oktoberdage,
Hvis friske Aande gjennem Skoven suser,
Langt skjønnere mig tykkes Eders Klage
End Vaarens Jubel, naar den stoltest bruser.
Se, brunt og rødt og gyldent Løvet skinner,
De sidste Blade sig til Grenen klynge;
For hvert et lille Vindpust Flokken svinder,
Alt fejes sammen i en broget Dynge.
Ja, alle, alle maa de Døden prøve,
De, som holdt Stand i Storm og Slud og Kulde,
Vil Solens Kys de sidste Safter røve
Og sænke blødt og stille under Mulde.
End fra den vilde Rose Duften vælder,
En Strøm af krydret Duft til alle Sider;
Men snart i Afmagt ogsaa den sig helder,
Og Blad for Blad til Jorden sagte glider.
Selv tyer jeg ud blandt Blomsterne og Løvet
Og hører Vinden deres Gravsang nynne,
Og nyder i hvert Blad paa Vej mod Støvet
Tilintetgjørelsens storladne Ynde.