Du sendte Kvæder, som Du bad mig nyde,
Og en Rubin til Gjengjæld Dig jeg sendte;
Nej, ej som Gjengjæld — blodrød Stenen brændte
Og skulde trofast Kjærlighed betyde.
Du gav mig Ferskner fra din egen Have,
En Jaspis vilde jeg til Gjengjæld skjænke;
Dog ej som Gjengjæld just — Du skulde tænke,
At trofast Kjærlighed laa bag min Gave.
Du sendte Blommer, duggede og søde,
En mørkeblaa Saphir jeg da lod sende;
Som Gjengjæld ej, men at Du maa erkjende,
Hvor trofast Kjærlighed Dig slaaer imøde!