Kalliope
→
Digtere
→
Gustaf Munch-Petersen
→
Førstelinjer
Gustaf Munch-Petersen
(1912–38)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
4
4 mænd med aabne skjorter
A
ad hemmelige røgstier
alle sang
alt legemligt
alting ved mennesker
antilopen vender sine store øjne ud i natten
at tegne arabesker af ord
aah aah, kan
B
bare for at binde mig
barhovedet fiskede jeg langs klipperne
brødre i livets taager
D
da jeg var ti aar
da vi var tyve aar
de grønne blade blir gule
de hundrede mand
de røde sole blir smaa og fjerne
de vogtede geder
den graa jærnseng
der er dem
det er ikke saadan
det er liv
det er som om
det er til jer
det regner — regner
det siger jeg bare
det var ikke gud
det var morgen
dig tør jeg ikke elske
din bitterhed
din brænding naar
din stille latter
dine boder mellem gadelygterne
dronningen af den
du bønfalder
du er en lille jumbe
du klarøjede
du min lille pige
du venter paa natten
duen strejfede
død findes ikke og livet venter
døende laa den lille
E
elisabets sjæl
ellen ikke var det meningen
en dag fandt vi os
en draabe i skoven vil forme alt i sit billed
en fremmed stjernetaage
en hvid bugnende snesky
en hvid ugle
en makrelstime er en regn
en søndag morgen
engang blev du skræmt
F
firkantet kvinde
fløjt klingende din vise om en gylden dag
fra barakkerne
fra faa, men fjerne lyse kyster
fremmed vind spredte
G
gennem denne nat
goldhedens busk paa
grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
gudebarn, som jeg elsker
H
han blev fundet under citrontræerne
han gaar og sparker
han vaklede
hun venter
hvad skriger du for
hvis jeg havde en hjærne
hvor jeg hader
hvor kan jeg gemme mig
hvorfor er det ikke
hvorfor vi lever
hør
I
i dag er det en lykkelig dag
i fortvivlelse
i glødende the fra
i hvide kapper
i middagssolen
i, som kuede jeres munde
i, som sidder
i vintermorgens sorte mørke
i aarets gule blomst
ikke den tanke
ingen er sin egen
J
jeg arbejder ikke
jeg bager store og haarde brød
jeg blev ikke det, i ventede
jeg elsker de gamle
jeg elsker dig ikke
jeg er et barn
jeg er kun menneske
jeg er stigende
jeg har draaber
jeg har en sjæl
jeg har fundet
jeg har to frakker
jeg havde set saa meget stort og højt
jeg klagede
jeg kom til den by
jeg mærker din nærhed, o Herre
jeg sang til min kære
jeg sidder og læser — af og til ser jeg op — mine tanker
jeg synes, de fleste er kloge
jeg saa dig give
jeg vaklede rundt i mørke
jeg var kongen
jeg vil bygge mig et hus
K
kære
L
lad mine ører i fred
lille guldhaarssøster
lille kære broder Søren, lad dog ikke
livet
lykken, siger menneskene
M
magter, som styrer himlen og jorden
man kan høre det henne paa gaden
mand og kvinde
med haarde støvlejærn
menneske — om du er stærk, og din stemme høres af mange
min barndoms klipper er bare og hede
min Elskede
min elskede er skøn
min fader har altid hadet mig
mine aabne øjne
my infinite world is
mørke ansigter rundt omkring
mørkerøde blomst
N
nu — nu
naar du ikke
O
o, havn
o stor lykke
oktober regn-storm pisker fra land
oktobers horisont
om natten tvivler vi
ord
ordene rakte sig
P
præstinde
paa dit skarpe tuberkuløse ansigt
paa himlens dybe
paa nattens fane flammer min lyre
paa vejen blev
R
regnen kom
regngraa stormvind
rocky souls on the way, where
S
salvatore bambara var en god mand
sammenkrøbet sidder havet
sandhed
se solen, solen
selv naar det er stille
shojo
skønne unge mand
sneen ligger
snæver er bjærgets spids
solens sendags-skraa spyd
som nyfødte børns fødder
sorthvide maager
stien, bagt over guds tunge
stille regn falder
stormene buldrer
stormfuglen har aldrig taget et vingetag
støvglitrende en fod i solen
staaende paa timetervippen
staal — nej haardere
svag og god er du
saa stille
saa underlige farver
T
tro ikke
tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
U
under BAAL’s Tempel
usynlig — straalende favner min væren
V
verdens største kærlighed
vi forstod intet
vi kører syv hundrede læs malm om dagen
vi lagde vore garn og kroge
vi leved’ i dage
vi saa ham falde
vi vandrer frem
viben skriger
vilde til stjernerne op
vore nætter
Ø
østenstormen klemmer