ad hemmelige røgstier
bærer vindene
de rette frugter
og alt modent
til den langhaaredes
sovende mund —
visdommens røde draabe,
himlens ø —!
omkring træet i dalens midte
voksede tusind djungler
blaagrønne, slangetunge,
vokslange, papegøjekrybende
lakvingehud spredende gennem tider,
myldrende som tusind myrers hære —
— gennem sagte dryppende
uænsede urtider sov
den rødhalede, langhaarede
med maven aandende mod evige barkgrimasser —
den rødhalede omdannede frugterne,
tabte skaller,
drak tusind krydsende vinde,
smilede tusind aftenaar
og tusind morgenaar —
— oldbarken vred sig,
bed uendeligt sagte
i hjærtets rislen —
vindens regn steg,
forsvindende i stive aarer,
læskende gennem langsomme tider
den rødhaledes hud i søvnen —
solen snoede sig frem og tilbage,
plantende iris paa krokodillens rygge —
djunglen svedte en sø
om træets klumpfødder i dalens midte —
forgrønnet saa i søvnens kikkert
den langhaarede halens glød og øjnenes rynker —
søens klinge smilede abefint
som den rødhalede paa grenen,
mens frugter og vind blev visdom
i askegraa sitren —
i den runde dal
i søen
paa en glat sten,
hvorimod, uden alder,
den rette sikkerheds krokodille
svaler fordøjelsen,
der staar uigenkaldeligt tegnet med min bestemmelse —
ingen har læst det —
den langhaarede,
rødhalede abe
vaagnede engang
og saa ned —
smilet løsnede sig
blandt rynkerne
og faldt som et blødt snit
paa søens plade —
krokodillen blinkede,
aad, og fandt stenen god —
den langhaarede sov ind
af visdom,
og krokodillen har ikke flyttet bugen —
langt herfra
findes himlens ø —
langt herfra
i den langhaaredes halespids
hænger visdommens røde draabe —
midt i dalen
staar søvnens træ,
hvis frugter modnes —