skønne unge mand,
min bror,
jeg, din bror maa
nu, hvor vi er
alene i denne mørke
nat tale
til dit skønne
øre, min bortvendte
brormand —:
hvad søger din af —
lukkede tunge blandt
smaafuglene —?
de elsker dig,
musvitterne, de
grønne terninger med
to øjne — og
paradisfuglene
med vajende
kælenskabshaler og
hæse fløjt, der kender
lokkeordene —
og gærdesmutterne,
der blot forsvinder i
noget grønt og
haaber at forsvinde
med dig, stumme fisk til
bror —
— — —
hør nu,
der er det samme kærlighedsguld
i baby’ens
fingre og
knæ som i kællingens
salmebog og
30-aarskleopatras skød —
men, hvis dette
guld er paa tungens
spids som sten (rubin eller
diamant), er
det meget
meget farligt for
et laaset og lukket
hjærte som dit
stædige bror —!
med dine slørede
øjne kan du meget
let se (naar jeg nu
siger det), at alt,
hvad smaafuglene er,
det er fordi
Gud har gemt deres
»I am prepared«-æg i
sit spisekammer —
se blot paa
smaafuglene — de er
søde og gode at
se paa —
— — —
men find
en Kvinde, som
Gud har afklædt for
alt, uden Sin
Glæde — gaa
til en af Guds Døtre,
som er blot iført
Hans tornekronefrihed til
at gøre Hans Glæde imod
enhver, som søger
Den —
gør dig rede
bror, og du
vil finde, at det ene
nødvendige er
enkelt og ikke et ord værd,
som en stor smærte og
et skridt opad —
jeg kunde slaa dig,
saadan er
DRONNINGEN over alle
Guds Døtre:
HUN er lille,
som en skovmus og
HUN er ren,
som en hvid hest
fra atlasbjærgene —
Hendes ensomhed er
solens om natten, og
Hendes kærlighed
er som en
løvinde, et
helligt firben og
en ugle,
og Hendes
udseende er som
en skøn kvinde —
han er
gaaet
han er gaaet!
aah Halleluja