staaende paa timetervippen
kysser den rosa-
magre pige fra oven den
okkergule yngling,
der rækker favnen
fra stenbassinet —
hun smiler lykkeligt
over, at hun
løfter ham til sig —
han vrænger sig i
væmmelse over, at
han støtter
hende, saa hun ikke
falder —
.... slipper han,
og rosen drukner
som en isild,
og drengen blir
senmand og glemmer sin egen
farve —