mørkerøde blomst
under Herrens himmel
og min hans krigerfod,
tag bort din elskovs-
tunge i
sneens skov — milemunden,
ved hvis rand, jeg har at vaage,
vogte og
lytte —, indtil Herrens dag lader
hymnelilier i
alle graner tie det
eneste:
hver sjæl sin paradis-
høne i dejlighedens pludrende
gryde —
mørkerøde blomst dølg
min lykkes smaragd-
tunge —
husk, hvad jeg er
gjort af —
paa Hans finger fandt
jeg for mig en
blaa hjelm og den
ishvide dolk —
i hjelmens blaa dyb min
skæbne —
æggens krampegnist
min eneste sjæl —
blind gaar
jeg gennem skoven
under usaarligheds hjelm
med Herrens isdolk
foran mig at elske
alverden med —
jeg er endnu for
spæd til at turde
plukke dig og dog
bevare min blindhed
urørt —
over dig, min trællestilkede
dronningmodne
mørkerøde blomst,
med mit eget
navn, mine egne elskede
hænder, mit eget dejligheds-
vaade ansigt, alt
som gnistersten, lykkeæg paa
dit smalle knæ —,
over dig
lægger jeg nu denne
høj af sne, at du
ikke for et egerns skyld maa
nævnes satan —