paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne —
stille fløj
de een efter een,
sorte perler
paa himlens bund —
— — —
Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør —
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ —
— — — |
himlens sæd rinder gennem
alle tage —
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster —
hver ild er
død —, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn —
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne —
ingen smiler —
ingen spejle dugges —
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER —
— — —
silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag
— — — |
ingen vil kende
nogen efter
denne nat —
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer —
— — —
naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.