jeg var kongen —
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af —
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske —
— — —
nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden —
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil —
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsriget i mavens
helgenskrin —
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen —
den mindste skælven,
og intet har været forgæves —