elisabets sjæl
havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede —
men hendes fader
med det blonde skæg
døde,
og elisabet græd altid —
hendes taarer var store
som gennemsigtige kugler
af champagne —
og disse taarer lokkede
mændene med de trefjerdedels sjæle —
og elisabet
gav hver enkelt af mændene
en stor taare,
for at de kunde lægge den
omkring deres smaa hjærter
og blive store mænd,
som hendes far —
men da hun ikke
kunde elske dem,
gik de efterhaanden bort,
(og skønne, fordi de havde
en champagnetaare omkring sjælen)
og elisabet græd
og kunde ikke danse,
naar hun ikke elskede —
til sidst kom
den skønneste af alle mænd,
(lokket af taarerne),
den vidunderlige digter
uden sjæl —
og han elskede elisabet
med sit legeme,
som var visere og herligere end nogen sjæl —
men en nat,
hvor elisabet for første gang
havde danset,
huskede hun,
at hendes far med det blonde skæg
havde haft en stor sjæl —
og saa kunde elisabet ikke mere
elske den vidunderlige digter —
og han gik —,
vild af sorg
og tog elisabets sjæl med sig,
da han gik —,
elisabets sjæl,
som havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede —
og den vidunderlige digter
blev ogsaa siden altid elsket —,
(fordi han var saa vidunderlig skøn),
men hele hans liv
laa elisabets sjæl i hans bryst
og græd sine store taarer —
og elisabet døde,
fordi hun ikke kunde danse
og elske uden sjæl —