jeg saa dig give —
dine ankler var brede og stærke,
og din gang var en hests —
dit spejl var for lille —,
og du klædte dig, fordi du frøs om morgenen,
og i kjoler, fordi du var kvinde —
du hørte ikke meget paa ord —
glæderne groede som tungt vaadt græs
omkring dine tykke ankler —
og du var brutal som fjældet,
naar du gav —
— — — —
til dem, der talte længe,
smilte du —,
og dine smil bed ikke —
i vore ansigter, tunge af mellemstore sorger,
kastede du langsomme skrævende grin
langt indefra —
og til dem, som græd,
sagde du: se mine grimme hænder —
og til drengene, som sad der med deres træmunde
og trak i manchetterne, sagde du:
jeg elsker at danse —
— — — —
og jeg saa dit legeme, og jeg saa,
at alt havde du faaet at give —
ømheden greb i hensynsløs kraft
om dine bryster og dine laar —
og din pande talte —
jeg gik ud
i din vidstrakte mystiske tavshed,
hvor træerne stod oprejste og sov
aandende underlig visdom —
og jeg,
som var den store elsker —,
jeg vilde give dig —
og jeg gav dig —, tja min elskov —
og du, den ubekymrede godhed med de hvide fødder,
blev knælende og henrykket —,
og tog —