i middagssolen
synger en stillids
i et bur paa størrelse med en hat —
gennem nedrullede tremmer
siver bleg sang —
tynde stemmer synger
bøjet over sicilianske broderier —
langs hvide og gule traade
drypper ordene —
— — —
sekstenaarige — syttenaarige —
tremmer mellem dem og middagssolen
og morgensolen og skumringen —
og en nat
kaster du vel grebet af angst
din portnøgle ned i en maanefyldt gade,
at du maa se
mandens vinstokke vride sig
i middagssolen —