jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov —
de ældgamle —!
— — — |
for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt —
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar —?)
— — —
og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen —
aah, hvor jeg ler —
aah aah aah —
— — — |
hm, du min nye elskovs
egen kælling —
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar —
— — —
hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed —
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor —
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse —
tak HERRE, for
vore TO lysaar —
hm og tak kælling
for .... —