— antilopen vender sine store øjne ud i natten
mod steppens knitrende græs,
der forsigtigt rejser sig bag de sorte blanke klove —
— øjnene vender sig mod græsset,
hvor vinden og maanen drillende bygger antilopefjender,
og den flyver
med de sorte blanke klove trukket højt op under sig
over steppen,
mens angsten som en spore har sat sig paa den hvide hale —
— vi vil ikke, som antilopen,
lytte til maanegræssets leg med steppens vind og kalde tusmørket en overmægtig fjende —
— nej, som nøgne jægere
vil vi bruge mørket,
naar vi, paa ben, der skælver af tilbageholdt styrke,
lister over steppens græs,
som vore fødder trykker til jorden
med lange bløde skridt —
vore øjne
er ikke steppeantilopens store aabne fugleøjne,
der, stive af rædsel, ikke tør se bag sig —
— vore øjne skal være smalle skarpe ridser,
der skjuler
maanens forræderiske leg i regnbuehinden —
— vore øjne skal være smalle og skarpe
som knive, at skære med i mørket og byttet —
— vi kender steppen
og vi er ikke kaade drenge,
der sorgløst vugger frem i løse sadler
paa smaa trippende heste —
— vi kender steppen,
og vi kender vort bytte —
— vi ved, hvordan vi skal tvinge
vore ubændige muskler,
at antilopen ikke hører vore arbejdende pulse —
— vi er mænd —
vi ved, hvorfor tindingerne hamrer sig varme,
lige før vore lange knive skal skære —
— vi er mænd —
vi ved, at maanen, natten og modvinden
kun er til,
som vore knive,
for at tilfredsstille dagens brændende hunger —
at duggen kun falder,
for at svale vore kvinders hede blod,
mens vore skridt kryber over steppen —
dette ved vi,
for vi er mænd med laadne bringer,
blaaskyggede muskler og skarpe smalle øjne,
mænd med lydløse skridt
og kolde hjærner
og hurtige pulsslag —
— vi gør intet, uden at kende grunden,
og vi er stolte derover,
vi er mænd —