vi leved’ i dage
blandt dyngvaade, piskende sejl —
og sorte nætter
i mørke og væltende vand —
vi sled vore hænder til knogler
paa stenhaardt bidende tovværk —
og musklerne sloges fortvivlet
med armtykke, staalkolde kæder —
saa laa vi en time i dvale
som drivvaade, sitrende klude,
der drømte om kvinder og solskin
og skove og fredfyldt idyl —
saa blev vi slængt ud af de næste
til vandet og mørket igen —