Gustaf Munch-Petersen (1912–38)

da jeg var ti aar,

gik jeg ved stranden

og spændte mine unge muskler

for dig, inga —

jeg vadede mellem sten —

jeg bar tunge kantede sten

til din havn, inga —

jeg med mine bare drengefødder

i det klare tangblomstrende vand —

og du sad og skrævede

med store øjne og faste runde knæ,

mens jeg byggede havn

til dine skibe, inga —

husker du din mors lange skygge paa vandet

og vore røde ansigter,

da vi var ti aar, inga —