da vi var tyve aar,
fyldte i vore graadige hænder
med stemplede regninger,
at vi skyldte jer vor ungdom —
saa gik vi —
og vi var mange —,
og vi solgte vor ungdom —
minerne fyldte vi —
let —
kontorerne fyldte vi —
maskinhallerne
fyldte vi —
for vi var mange —
og da vi havde fyldt
jeres miner
og jeres kontorer —,
og jeres maskinhaller
og jeres butikker
og jeres værksteder —,
og jeres avisfabrikker —,
(vi solgte vor ungdom,
og vi var mange, mange),
saa fyldte vi jeres smalle fortove
og jeres parker
og lagde vor ungdom der —
og lange, lange var jeres regninger
— — — —
men nogle af os
gik
med vor ungdom —
vi gav fanden i jeres samfund
og jeres løfter —
om aftenen
byttede vi vor unge kærlighed bort
mod blege fotografier og visnende violbuketter —
jeres høje skibe fyldte vi —
og togene — de lange, slingrende toge —
til guldlandet —!
til sollandet —!
og jeres regninger —
ja jeres —
guldlandet —?
sollandet —?
og vore hænder —
ja vore —
dem fyldte i ikke —
om seks aar
kommer vi tilbage —
saa kender vi mænds haarde øjne —
saa kender vi mere
end fotografier og visnende violbuketter —
om seks aar kommer vi,
for at lade vore uhøviske glæder
larme i jeres smaa gader —
om seks aar —
vore hænder —
i vore haandflader sollandets sitrende ømhed —
guldlandets barakstaal —
og til vore elskede
vore faktisk sidste draaber paa et flaskeskaar —
om seks aar —
i vore sjæle —
røde og sorte ridser —
gitterstænger —
sol —
om seks aar kommer vi —
— — — —
vi vil ikke saa meget —
vi gir fanden i jeres samfund
og jeres løfter —
men Glæde vil vi —
en sang skal vi stønne,
et skrig skal vi synge —
og Glæde vil vi —,
Glæde for os selv
og for vore kvinder —