grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
og puster ved middag
rosa soltoner gennem granerne
ned til jordens stupiditet —
i solens mundvige staar at læse
sandheden om jorden:
jorden er fin —
fjernt i mulighedernes urtidsgamle jomfruskove
sniges dybe stier —
goldhedsangst løber buskhalet mellem stammerne
slikker over de tusind ynglinges
evigtsovende pander hvid brand —
søvndøve ørers susen siver mellem stammerne,
gennem stiernes net evindelig —
— over jordens himmel vælder tyk som ækvator
dumhedens lus —
ubrugte gaar passaterne
blaavingede evindelig
lægger glidende fart under god viljes albatros —
hør solens tone, I 2 millioner grublere —!