Gustaf Munch-Petersen (1912–38)

i fortvivlelse

saarede jeg helligdommen,

som du med templer og alt

havde bundet med kærlighedens traad

under mit hjærte,

og den faldt —

blandt lave stumper

saa jeg dig gaa

for evigt —

længe gik jeg

bærende min daarelatter

rundt mellem ruinerne —

mange kom —

ingen kunde bygge templer —

mange gav —

ingen turde tage latteren —

o gud — gud — gud —

og hvis du en dag kommer tilbage —,

kan jeg ikke kende dig —

ha — ha —