I.
hvor jeg hader
dagen —!
sagte —, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt —
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had —
men se kan jeg — altid —
dagen hader jeg,
dagen —
II.
hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag —
haabløst, indser jeg mit had —
men se, se
kan jeg — altid —!
— — —
uden at jeg anede
noget derom,
maa man have
givet hungerens folk
en søjle af godhed
gennem mig —
aah latterligt, siger mit had,
haabløst —!
men jeg indser:
nødvendigt at give
denne godhed her —
— — —
ingen ved, men
at se — altid —
er værst —
herligst —
III.
hvorfor raaber jeg,
raaber jeg —
men hvor —?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel —,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat —
— — —
men klage —
aldrig —
jeg har blot at
hugge og hugge —,
indtil mit hjærte
er frit og hænger
som en sort lygte
af ligevægt midt
i dagen —
— — —
hvordan skulde
en mission kunne udsiges?
aldrig i evighed her —!
men efter frihedens sidste hug,
ved jeg, hvor jeg bor,
jeg nattens seende kid —
aah jeg længes, skønt
dagen endnu
venter mit hjærte —,
mod selvfølgeligheden,
mod dybet —
for se, kan jeg —,
altid — natten,
hvor jeg er født —!
IV.
hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord —,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed —
og hunger er dagens
hele opfyldelse —
V.
min mægtigste drøm er
drømmen om budbringeren —:
i klæder af blaat og
med en hvid krans,
skal han komme fra
mit hjemland —:
klar og stum skal
han staa —, og
stum af mit hjemlands vished
vil jeg lægge mig
til ham —
— — —
og han vil ikke have
vaaben hos sig,
paa grund af landet,
hvor han er fra —,
og min latter og min
graad vil blive hos
mit offer i dagen —:
der er for stor klarhed,
hvor jeg er født —,
og dens mur er alt for
ubekymret for
latterkind
graadtand —
o, du klarhed over mit
hjemlands mur —!
VI.
o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn —
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke —
— — —
frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler —
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort —
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme —",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft —"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes —, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste —
o nat, mit hjemland —!
— — —
hvad kan nattens barn
vinde
i dagen,
andet end denne vished,
som er vejen,
den eneste
til mit hjemland —
VII.
naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger —,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt —
og de vil bedække
deres aasyn og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os —"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste —,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre —
— — —
og gennem mit hjemlands græs
sukker det
lykketungt
under den ringestes fod:
"hellige nat, hvor
solen har fundet sin brud —"
VIII.
jeg ser:
mit had var hvidt som dagen —
men mine drømme skal bære
altet —
— — —
o, hvad er jeg andet
end min mægtigste drøm —
og, hvad er den største og
den ringeste andet
end deres mægtigste, mest
ubekymrede drøm —!
— — —
naar budbringeren kommer,
vil jeg aande mod hans bryst:
aldrig, aldrig er
jeg ophørt at se dette —!
og naar jeg løfter øjnene,
vil han aabne muren
og atter nævne mig
i mit hjemland —