Gustaf Munch-Petersen (1912–38)

o stor lykke

stor lykke har de faaet,

som er født i det underste land —

overalt kan i se dem

vandrende

elskende

grædende —

overalt gaar de,

men i deres hænder bærer de smaa ting

fra det underste land —

— — —

o større end alle lande

herligere

er det underste —

opad vrider jorden sig

i en spids —

og nedad

udad synker det tunge

levende blod

ind i det underste land —

— — — |

smalle forsigtige fødder

og tynde lemmer

og ren er luften

over de aabne opadstigende veje —

i lukkede aarer

brænder længselen hos dem,

der er født oppe under himlen —

men o

i skulde gaa til det underste land —!

o i skulde se folket fra det underste land,

hvor blodet flyder frit mellem alle —

mænd —

kvinder —

børn —

hvor glæden og fortvivlelsen og elskoven

tunge og fuldmodne

straaler i alle farver mod jorden —

o jorden er hemmelighedsfuld som en pande

i det underste land —

— — —

overalt kan i se dem

vandrende

elskende

grædende —

deres ansigter er lukkede,

og paa indersiden af deres sjæle sidder jord

fra det underste land —