under BAAL’s Tempel
glider jeg —,
jeg den 600’de af
de blaa orme —
jeg æder mig
frem gennem kobberfjældet,
hvorpaa BAAL’s
Tempel er sat —
vi brødre og søstre,
vi de 600 blaa orme,
vi hader
BAAL
og foragter hans
Tempel —
men vi æder hans
fjæld
med vore 600 blaa
munde —,
hvorfra BAAL’s
ofre ryger og
skriger —
vi æder
kobber —
vore gange er
frygtens centralanlæg
under BAAL’s Tempel —
fjældet er
tretusen kobberaar
stort —
vi yngler, føder og
fødes
med læberne
vidaabne til at æde
kobber
uden kærlighed
blot for at vi
kan blive flere
blaa kobberhadere
BAALforagtere —
ingen har set os —
vi ved intet —
det er vor
tro, at vi er blaa —
vi 600 orme
er ens
er ens
er
den samme,
længselens guds søn uden ansigt,
blot jeg har eet
hvidt haar paa
min pandes
blaa —
men snart, mens
vi 600 og jeg
glider frem
gennem fjældets foragtelige
tempelro
ædende
kobber,
er vort mit
eneste hvide
haar paa min pande slidt
bort,
og jeg er den
600’de
o jubel
o lykke
o paradisisk
salighed,
den 600’de af
BAALhadernes blaa
ynglende ynglende
o herlighed
ædende ædende
o herlighed
skare —