Kalliope
→
Poets
→
H.C. Andersen
→
First lines
H.C. Andersen
(1805–75)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by H.C. Andersen on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Af Rhythmer i Castagnetter
Aft’nen er taaget — døsigt Lygterne brænde
Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!
Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Ak, var der dog kun et eneste Sprog
Alt hvad der dybt greb i min Kjærlighed
Alt reiser Vint’ren sit hvide Telt
Alverden jeg gavner
Alverden mig belærer, man mener det saa godt!
Amagerbonden har hollandsk Blod
At Nattergalens Sang og Droslens Slag
At snitte smukt i Træ, en Gud Dig lærte
B
Bag Brombærhækken hist ved Afgrunds Randen
Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer
Bag Sorø Sø ved Skoven
Barn Jesus i en Krybbe laae
Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt
Bekjendt er Amor jo, det slemme Skarn!
Bibelens Job ham kjender Du vel?
Bien drømmer om sin Kube ved hver Blomst bag Skovens Hang
Bogen kom først, og jeg kom sidst
Bogladen er en sand Aladdins Hule
Borddandsen kjender De! Ja De har kjendt den
Bort med Taarer, bort med Suk!
Brødre, meget langt herfra
C
Cid lod kalde tvende Jøder
Cigarens Glød er et Ildsted
D
Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg
Da en Gang Blomsterne Dig saae
Da en Syndflods Vande
Da første Gang jeg aabnede mit Øie
Dagen stiger
Dandse, dandse Dukke min!
Danmark deiligst Vang og Vænge!
Danmark kommer Bouquetten fra
Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove
Da Roser mangle ved Julens Leg
Darro givet har det Løfte
Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang
Da Sol stod op, og alle Nattens Terner
De dandse med Castagnetter
De første Prygl vi i Skolen fik
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest
Den friske, grønne Eng med sine Damme
Den friske, varme Sommerluft
Den Gang vi endnu havde Vaar
Den glade Juul Dig lover ret
Den hverken bjæffer eller brummer
Den lille Amor fra Hækken fløi
Den lille Dreng paa det gule Bind
Den lille Svale fik ei Ørnens Flugt
Den muntre Skjald i Muld er gjemt
Den slanke Lilie, den hvide
Den, som jeg gav af mit Hjerteblod
Den stille Bæk, hvor Rosen gynger
Den stille Uges Sørgetid
Den tør Du eje
Den vide Verden Faae kun nævne kan
Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By
Der er et herligt Land
Der er et Huus afsondret ved et Gitter
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer
Der er saa øde paa Heden
Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot
Der staaer en Blomst, tilsmilet af Camene
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Der synges i By, paa Mark og i Skov
Dertil er Du dog ei istand
Der under Træerne nede
Der var engang en Enke
Der var en Kone paa Landet
Der var en ældgammel Gulerod
Der voxer for Dig, — ja vær Du glad
Det dundrer under Hestens Hov
Det er dog baade en Skam og Tort
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage
Det er en lys, en deilig Sommernat
Det er en stor alvorlig Tid
Det er sildigt alt paa Aft’nen, Stormen stiger meer og meer
Det er slet ingen Characteristik
Det er som en Festdag hver evige Dag
Det fyger saa voldsomt derude
Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden
Det gothisk, gamle Kronborg i Maanelyset staaer
Det hele Liv, ret som det staaer
Det nye Aar kommer susende
Det regner, vil I bare see! — i Vand staaer hele Gaden
Det røde Guld betyder Elskovs Tro
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske
Det var, som en Fultons Baad vi saae
Dig Laurbær og Myrthe er skaaret
Dig Musen gav en Lyre til at spille
Digtertræet staaer i Danas Have
Din muntre Skjæmt og Sangens raske Toner
Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr
Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv
Din Smerte var en Sky, i Stormen vild
Din Vuggegænge blev sat i Gang
Din Vaar os lod en deilig Sommer haabe
Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie
Dit danske Sommerhjem ved Skov og Strand
Dit Øie loe, din Kind var rød
Du blev i Hjemmet. I dit Hjem Du gav
Du bragte Shakspeares Træ paa Danmarks Scene
Du digted’ for Dansken en Sang under Ø
Du er ei meer!
Du er Poet
Du er vel ikke et Aar endnu
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Du finder din Lykke i Kjøbenhavn
Du fører Danmarks Løve
Du førte os til Byrons Guld
Du faaer en Pidsk, som det sig bør
Du faaer til Julegave?
Du gav Sylphiden smukke Tonevinger
Du giver os en Digtning uden Ord
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa
Du kjender Grunden til min dybe Smerte
Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa
Dukken her er ingen Dukke
Du kommer som Digtningens gode Aand
Du leged’ glad bag Skovens grønne Grene
Du sang din Ungdoms Lyst
Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand
Du sang Niels Ebbesen, at Dansken kunde prise
Du sang om Liremanden — ham Verden gaaer forbi
Du skal ikke troe al Snik og Snak
Du slog dog Kjøbenhavnerne en Plade
Du som en Huusalf stille sysler inde
Du, som nys Flugten satte
Du som staaer der og smidsker
Du spurgte: Hvad er Deres bedste Sang?
Du stærke Død, din Taushed vækker Gru
Du synger ungdomsglad med Smiil paa Kind
Du tegned’ Blomsten som den groer paa Vang
Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn
Du vandred’ ungdomsglad i Danmarks Egne
Du voxte op i mit Hjertes Hjem
Du aad og drak, var sjelden glad
Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer
Dødsenglen flyver i slimet Ham
E
Ei hver en Fugl i Skovens Hal
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer
En Aften deilig, som i en Roman!
En Aftenunderholdning med Bevilling
En Amme gaaer i Søndagsklæder
En Børneflok paa Fødselsdagen bad
En Cavaleer kom nys hertil
Endnu en Sang i dette Aar
En Daase gav Du Land og Stat
En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik
En Fløite skar Du Dig af Gjerdets Piil
En gammel ædel Skjald os her forlod
En Glædes-Fest i Dag vi har
En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker
En lille Sang, — o hør dog den!
En Paradisets Blomst af Troen bragt
En seer man født for Prosa og En for Poesi
En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed
En Sommerluftning, frisk som den fra Havet
En Sprøite har vi faaet nu
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge
Erindrer Du, ja, det er noget siden
Erindringen gjemmer saa mangt et Syn
Er „Lykkens Blomst” end kastet hen
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve
Et Folkesagn igjennem Slægter lever
Et fremmed Navn det hjelper strax
Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!
Et Kobberstykke skal Du faae
Et Mindeblad — det Sted, Du har beæret
Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag
Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm
F
Farvel, du stolte Hav med al din Vælde!
Farvel, Du største Skjald i Norden!
Farvel, farvel, Du gamle Aar
Fastelavn idyllisk staaer med sin Gaas i Haanden
Fire Fjæle er vor Pragt
Flodleiet ligger udtørret
Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!
Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang
Flyv ungdomssund til den evige Stad
Fordi man gaaer med Kravebaand
Forleden Aften — saadan Klokken ni
For mangt et Sviin paa To, der spilledes paa Lire
For med Visitkaart ei at staae tilskamme
For Pengene, som til Conditoren gaaer
Fra Helten klædt i Brynie blaae
Fra Hindostan, — som Digterne jo sige
Fra Hjem og Venner komme ingen Breve
Fra Nord, hvor Taagen skygger
Franske Snørliv — — Dog du veed nok hvortil jeg sigter
Fra Strængene flyver en Fuglehær
Fra Vesterhavets Lande
Fremad! frem, I danske Drenge!
Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker
Frøet Liv Alherren giver
Før jeg med Blæk Papiret vil bemale
G
Gamle Gunhild fra „Barselstuen,“
Gaven her er nydelig
Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt
Gjærdet staaer med vilde Roser
Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen
Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur
Granattræ, Citrontræ, — ja slige Høibaarne
Grønne Flod, Du strømmer sorgfuld
Gud, Almægtige! hvad er det?
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Gaardhunden gjøer — dens Tænder ere saa skarpe
Gaa til Theatret! — ved Himlens Stjerner
H
Har Du seet Havet i en klar og stille Nat
Held mig! Granada jeg seer
Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille
Her er en Hund, og den er stor
Her er en yndig Junker
Her er Papir til mange Breve
Her Form og Tanke sødt hinanden møde
Her har Du Heibergs Urania, hun er saa pyntet, hun
Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige
Her kommer en Hest paa flyvende Fire
Her Pen og Blæk en Tegning gav
Herr Zinklar drog over salten Sø
Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale
Hiin sang Dumhedens Gudinde
Hil dig, Du Viddets danske Digter-Konning
Hille den sorte Jøde!
Hist hvor man kun seer Lyngen groe
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt
Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene
Hos Dig forvandles Alt til Engel
Hos Ordets Polyper Du ikke gaaer fri
Hulde Maane, stiig fra Skyen frem!
Hun er som en Rose, saa frisk og blød!
Hun mig har glemt! min Sorg hun ei see!
Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd
Hvad Blomsten drømmer mangen Sommernat
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod
Hvad Du sang ved grønne Bred
Hvad ei et Solkys folder ud
Hvad er det dog som lyser? det luttres for min Sands
Hvad er det vel vi kalde Poesie?
Hvad Herligt ude Du har seet og hørt
Hvad Hjertet her sig klynger til
Hvad Sphinxen ridsed’ i det dybe Sand
Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Hver dag læg hen som Hjertets Tavlepenge
Hver Midnat mellem tolv og et, fra Sydlands-Ø til Thule
Hver Tanke gaaer fra Hjertet ud
Hvil sødt!
Hvis Du forstod mit Hjertes Suk
Hvis høit i Juletræets Top
Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke
Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind
Hvor Alperne høit deres Snekrone bær’
Hvor Bøgen helder sin friske Green
Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer
Hvor det er selsomt at se Ungdom døe
Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver
Hvor Holberg bygged’ ved Sø og Skov
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet
Hvor Klippen springer i Søen ud
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
Hvor Nordhavets Bølge slaaer høit paa Strand
Hvor Rugen groer
Hvor Skjønhed lægges
Hvor skulde jeg kunne glemme
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme
Hvo skal jeg troe?
Hyrden græsser sine Faar
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Høit ligger paa Marken den hvide Snee
Høit over Skyen staaer Du her
Høit under Taget, hvor Svalen boer
Hører Du Havets susende Tone
Hør nu en Sang om Ingenting!
Hør Spurven derude
Hør Venners Stemme: drik og spiis!
I
I Afrikanerbyen
I Barndoms Kraftløshed paa Moder-Arme
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme
I de hellige guders lund
I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt
I det brændende Skib, paa det rullende Hav
I dette Jordlivs Forgjængelighed
Igjennem Flammer blev jeg til
Igjennem hendes Øines Dyb man saae
I godt Humeur kom Komus fra et Gilde
I Granada, gjennem Byen
I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole
I Haven voxer Æbletræet smukt
I Himlen sidde Guds Engle smaae
I Hjertet sidder en lille Person
I Kampens Stund han blæste kjækt
I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg
I Landsbyen gaaer det saa lystigt til
Imellem Bogens Ryg og Rand
Imellem fattigt Græs og Urt
I Nabolandet er en Billedskat
I Nattedæmring saae du Guds Natur
Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat
Ingen kjender mig, Ingen kjender jeg
I Norden, i Kakkelovns-Krogen
I Orienten Nattergalen
I Riddertiden, som De Alle vide
I Rummets store Uendelige
I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige
I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer
Italien, blomstrende Mandelstav!
I Vuggen ligger det spæde Noer
I Vaaren er hver Blomst en Flamme
I Ægtestandens søde Fryd
J
Ja Guult og Rødt er Spaniens Farver
Ja vel, vi er midt i November
Jeg dandser længe, jeg dandser kort
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg er ovre i Marokko!
Jeg er som et Vand, som det dybe Vand
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg føler dit lille Hjerte dikke
Jeg gav dem mit fulde Hjerte
Jeg har en Angst som aldrig før
Jeg jubler af Fryd paa fremmed Strand
Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro
Jeg kom herhen for de Vandlidte
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt
Jeg min Kjærlighed maa dølge
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Jeg saae dig nys, da Du var karsk og glad
Jeg troer, at der før en Verden var
Jeg var en Gang paa den grønne Green
Jeg var et Jordens Barn og fuld af Lune
Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke
Jylland mellem tvende Have
K
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst
Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat
Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide
Komme hvo som komme vil
Kong Gylfe sidder i Gildehuus
Kraft, som i vort Indre lever
Kurvene gjør just vor Lykke
L
Lad Dig i Smerten selve Smerten sige
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden
Lille og nysselig!
Lille Sally, her er Brev
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Lunets lystige Skalmeie
Lykkens Yndling er Du af Naturen
Læs Aften og Morgen dit Fadervor!
Løft mig kun bort, Du stærke Død
M
Maimaaned pynter med Grønt vore Skove
Mandag være Dig Mærke-Dag
Man finder det passende, finder det smukt
Man gav mig Marmorguder, Oltids Skatte
Man seer ei Træ, ei Busk, selv Lyngen vil ei groe
Man siger, at i Spanien Qvinden
Man troede før, at Aander ei bare Formens Baand
Med Blomster staaer hun fra Fod til Top
Med denne Kniv kan Du sprætte op
Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae
Med hellig Hjertebanken
Mellem det Dybe og Høie
Mens Sneen fyger hid og did
Midt i det Uendelige
Mig Gamle spørger Du Unge
Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden
Min egen stærke Dreng, min fine Pige
Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt
Min lille Fugl, hvor flyver Du
Min Lussing skal jeg give
Min Musa nys
Min naadige Frue! De maa vide
Min søde Brud, min unge Viv
Min Tankes Tanke ene Du er vorden
Min Ven, lad Alt Dig more!
Mit hele Blomster-Mosaik
Mit Hjerte er en Himmel graae
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove
Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer
N
Natten lang
Norlandets Digter! Dig Saga indvied
Nu er det den deilige Juletid
Nu er det Vinter, det vi Alle føle
Nu er Du paa Maskerade
Nu flyve vi bort fra den danske Strand
Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen
Nu kommer Visen med Knald, Hurra!
Nu slumrer Hoben i den store Stad
Nu Vintrens gamle Gubbe forlader sit Logi
Naar Du med dette Dig befugter
Naar Du nu om ikke længe
Naar efter Aar og Dage
Naar Græsset voxer paa din glemte Grav
Naar Hyacinthens fine Klokker klinge
Naar Jordelarven brister
Naar Kulden barsk sig nærmed’
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar Maanen lyser over Krat og Buske Septemberfred
Naar Skibet er en Spurv i Hvirvelvind
Naar Skoven bliver grøn
Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale
Naar Verden meer ei lytter til din Sang
Naar Vaaren rider Sommer i By
O
Og det var den unge Herr Petersen
O, gid jeg var af Jern og Staal!
Og nu en Sang for Oldemoer
Om Aft’nen i det lille, snevre Kammer
Om Haabet, — ja om Haabet drømmer hver
Om Kageformen, eller selve Kagen
Om mine Digte
Om ogsaa ude Stormens Slag
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt
O siig mig dog, kjær Moder, hvad aldrig Du har sagt
P
Paris, hvor er Du dog lystig og glad
Phantasus den ungdomsglade
Prologen er altid en Slags Bouquet
Paa Bane nu, paa Bane!
Paa Gade, Mark og Tage, nu ligger Sneen hvid
Paa Jagten smager en Cigar
Paa Jorden og alle Planeter
Paa Kampens Dag, da Danmarks Helte faldt
Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide
Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!
Paa samme Green vel flere Fugle gynge
Paa Ungdommens friske Rosenblad
Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag
R
Rask Rokken snurrede Kanarifuglen sang
Rückert som en Fugl sig svinger
S
Sang i Hjerte, Sværd i Haand
Sceptret, ikke det paa Thronen
See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
See Solen blusser saa elskovsrød!
See Solen gaaer ned i det deiligste Rødt
See Sørgetoget gjennem Gyden gaaer
Selv Stjernens Glands forsvinder ved det Fjerne
Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof
Sicilien er Skjønheds Hjem
Sidst staaer Du her, iblandt dem allesammen
Sig Himlen hvælver saa reen og klar
Sindet forfriskes, Tanken beriges
Slaa Du med Aand og Tale
Snorlige Gader, Palai ved Palai
Sol deroppe ganger under Lide
Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave
Som Bladet der fra Træet falder
Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke
Som Du tænkte det staaer nu Museet
Som Englene det Jordiske bortbære
Som en Lotus paa den stille Sø
Som en Æolsharpe brudt itu
Som i en Søvn ligger Luften og Havet
Som store, grønne Fuglebuur
Som Tegn om gamle Tider hjemme
Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi
Spanien, hvilken Rigdom har Du
Spaniens Hovedstad, nei
Spillemand, spil paa Strænge
Stolt synger Bølgen gjennem Issefjord
Storken bringer os alle de Smaa
Storken er reist til fremmed’ Land, Spurven boer i dens Rede
Susende, vexlende, trættende, broget
Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!
Sørgende, stor ligger foran os
Saa deiligt et Træ i Skoven staaer
Saa sidde vi igjen om Julebordet
T
Tag Koppen med Roeskilde-Byen
Tag mig Tusinde!
Tak for hver Bretlands evig blaa Kjærminde
Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind
Til Kirkegaarden skotter Børneflokken
Tillad, at jeg tager Ordet
Tillad jeg siger hvad De alt veed
Til Melodi gik Livs-Disharmonien
Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad
Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus
To brune Øine jeg nyelig saae
Tolv Sønner Aaret har; pas paa
Tro paa Ingen, ei Dig selv
Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt
Tæt ved Huset Brønden staaer
U
Uden Devise og uden Fraser
Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde
Uden Snakken, uden Takken
Under Gravens Græstørv sover
V
Ved denne Du i Verden huske maa
Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier
Ved hvert et Sting blev en Rune lagt
Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt
Ved Spøg gleed Vintren hen i muntert Lag
Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde
Ved Tanken om min Føde-Ø
Ved Vintertid vi gik i Havens Gange
Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige!
Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme
Velsignet er den Dag i Dag!
Vel svigter den vingede Ganger tidt
Verden er falsk, Verden er fæl
Vers og Smør ei passe sammen
Vi en Sang maae Holger skiænke
Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er som to Strømme af modsat Løb
Vi kom fra Keiserstaden
Vilde Fjelde, speilklar Søe
Vil De nu være stille i Stuer og Sale
Vi saae hinanden efter mange Aar
Vi vil’ ei sige mange Ord
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt
Vor gamle Fane, vort Dannebrog
Vor Junker kom i Skoven, der Grethe han saae
Vor Tanke flyver til Leiren
Vort Liv har mangen Høitidsdag
Vær hilset, Du Fortids Toledo
Æ
Ægypteren ved Nilen gaaer
