H.C. Andersen (1805–75)

Da første Gang jeg aabnede mit Øie,

Jeg skued’ Himmelen og Danmarks Høie.

Min Vugge stod ved Hyttens snevre Muur,

Men kun jeg saae Guds herlige Natur;

En mægtig Længsel vaagned’ i mit Bryst,

Og drev mig fra min Barndoms Drømme-Kyst;

Jeg frygted’ ikke Livets barske Vinde,

Jeg saae, jeg fulgte kun min Sanggudinde.

Mit Skridt var rask, dog ei jeg frygte kunde,

Jeg stod jo i de danske Bøgelunde;

Tryg vandrede jeg frem i Herrens Navn,

Og Gud og Danmark tog mig i sin Favn.

— Ja dobbelt jeg min store Lykke skatter,

Thi Naaden kom fra Danmarks første Datter;

Dog Naade — nei, det er din bedste Lyst,

At aande Himlen i hvert Broder-Bryst.

— Klart tændes Glædesblus paa Danmarks Høie,

Men klarere de straale fra hvert Øie,

Thi Du forlader ei den danske Strand,

Din Himmel fandt Du i Dit Fædreland.

Et kjærligt Hjerte banker Dig imøde;

Fra Frændens Bryst udgaaer Din Morgenrøde,

For Dig og Ham er Fryd paa Danmarks Kyst,

Som i Din Faders og Din Moders Bryst.

— Min bedste Sang jeg vilde Dig indvie,

Men taler Hjertet dybt, maa Læben tie.

For Gud jeg kun kan tolke Ønsket ret:

"Han lønne Dig, som Du fortjener det!’