Saa deiligt et Træ i Skoven staaer,
Og Fuglene smukt i Kronen slaaer;
Der mødes tre lystige Svende.
Enhver sig tager af Træet lidt;
Saa vandre De atter hver til sit,
Thi Dagen lakker mod Ende.
En Billedhugger den ene var;
Af Træet i Hast han hugget har
En smuk, en velskabt Herre.
Den anden var jo Skræder Dich;
Af ham det deilige Klæder fik;
Men Aanden mangled’, desværre!
Den tredie var en ung Poet.
Da lidt han havde paa Klodsen seet,
Gav han den Aanden og Livet.
Den nye Mand bukked’ og gik sin Vei;
Men grunder alt meer og mere: "ei!
"Hvem mon mig det Bedste har givet?"
I Byen gjorte han Lykke snart,
Thi Klæderne hjalp ham, det var klart;
Med Titler de smukt ham bemalte,
Hvert Dame-Hjerte stod nu i Brand,
Hvor det dog er en nydelig Mand.
— Om Aanden der slet Ingen talte.