I Africaner-Byen, i Cartagena jeg boer,
I den smalle, snevre Gade, saa snever, du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balkonen derovre hos Gjenbomoer,
Hvor den deilige Datter sidder i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld; det lange kulsorte Haar
Nu løst i hver Fletning, det ned til Fødderne naaer,
Og Skuldren er som Antikens, og Øinene som et Lyn,
Det er næsten ikke muligt at udholde dette Syn.
Fra Afrika brænder Luften, og Blodet er Ild som den; —
Nu vil jeg slukke Lampen og hvert et Ord med den.