H.C. Andersen (1805–75)

Et Digt forlanger De! jeg eier intet,

Jeg ellers bragte Dem mit allerbedste;

Her i Montreux groe Laurbær, men ei Digte,

Det sidste her var Byrons om Chillon.

Naturen rundtom er vel selv et Digt,

Mit Hjerte rummer det, men ei Papiret;

Jeg kan ei tegne Aftnen her ved Søen,

Hvor Vandet skifter om med Blaat og Purpur,

Et luftigt Rosenblad mod Himlens Guldgrund.

Liig mægtige Chor-Stole i en Kirk’,

Staaer Klippe sælsomt stillet op ved Klippe;

Der hænge Skovene, som Draperier,

Og fjernest løfter sig Høialteret,

Et Bjerg med evig Snee til Altardug¹.

Her er en Fred, en Deilighed i Aftnen,

Et Farvespil, som ingen Maler giver.

Og dog i al den Glands og Deilighed,

Min Harpe hænger uden Klang og Toner,

Den lette Bjergluft lader den ei zittre,

Mit Hjertes stærke Slag ei virke vil;

Det er som Strængene i Slummer laae,

Som om de samled Kræfter for at klinge

Med større Fylde og med nye Toner

Snart i det Skjønheds Land, der aabnes for mig,

Hvor brændende Granatblomst mellem Laurbær

Vildt groer paa Gjærdet i det stærke Sollys,

I Cids og i Cervantes Fædreland.

Der sende Naadens Gud mig Digter-Gaven,

Den bruse gjennem de nu tause Strænge

Og bære hjem til vore grønne Øer,

Hvor Bøgen skygger over Kæmpegrave,

Fata Morgana fra Granadas Have.