Der sidder han, som altid,
Ved Gjærdet Tossepeer.
Han eier saa fjollet en Mine,
Han synger sine Viser,
Og stivt paa Jord han seer,
Og gjør ikke Andet, end grine.
Engang var han en livsglad
Og freidig Ungersvend
Med Ungdom og Kløgt i sin Pande.
Smaapigerne han kyssed,
Og Sognets unge Mænd
Med ham tømte mangen en Kande.
Hans Tanker var saa snilde,
Til Spøg og lystig Skjemt
Han eied et ønskeligt Nemme.
Men Tankerne og Spøgen —
Dem har han siden glemt.
Hvi kan ikke Alting han glemme?
Hvi kan han ikke glemme,
At Lise fik hans Tro,
Men sveg ham og tog sig en Anden?
Thi derfor blev han gammel,
Og derfor svandt hans Ro,
Og derfor han gik fra Forstanden. —
Nu løfter han sit Hoved
Og vender did sit Blik,
Hvor Smaadrengen vader i Kjæret
Og hyler fælt og jager
Foruden mindste Skik
De gule smaa Ællinger i Veiret.
Peer knytter sine Hænder,
Han griner ikke meer
Og synger ei længer sin Vise:
Thi Galningen, der trasker
Omkring i Kjærets Leer,
Er Søn af Jens Foged og — Lise.