Den friske, varme Sommerluft
Beaander Danmarks Sletter;
Nu hvert et Blad er fyldt med Duft,
Vi har de lyse Nætter;
Orangelandets Alfehær
Besøger Nordens Bøgetræ’r; —
Ja her er skjønt at være!
De vinke os fra Byens Muur,
Og gjerne Hjertet kommer;
Thi skjønnest er dog Guds Natur,
Og skjøn vor korte Sommer;
Brat hvirvler den i Tidens Strøm;
Thi nyde vi den smukke Drøm, —
Hos den er godt at være!
Vi svæve hen i Dansens Rad,
Os Toner gjennemstrømme; —
Det Hjerte føler sig saa glad,
Som kun har Ungdoms Drømme;
Det føler just: vort Liv er smukt,
Det griber Glæden i dens Flugt, —
Hos den er godt at være!
De lyse Sommernætter døe; —
Alt vexler, som vor Lykke!
Vi spredes selv paa Verdens Ø
I Solskin og i Skygge;
Men hver en skyldfri Glæde her
Er ved Erindringen os nær,
I hvor vi monne være!
