Tanker i vingede Flugt, jeg skimter liig svømmende Lande,
Og som de svæve forbi, tegner jeg dristig dem ned!
C. Hauch
Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm,
Det var saa klart, det var ei nogen Drøm!
Det var et Syn, der males ei ved Ord.
Jeg saae vor Jord
Fra Tidens første Pulse-Slag,
Til Dommens sidste, store Dag.
— Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe,
Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe,
Een Draabe kun, men dog en Verden stor,
En Verdens Kugle, hvor
Sig Liv udvikled’, og igjen de faste Former brast
Og blev en Grundvold fast,
I Bølgen dybt begravet;
Da steeg, som nøgent Skjær, det første Bjerg af Havet.
Det nøgne Skjær blev til en Ø, med Græs og Krat,
Og Øen blev et Fjeld i Bølgen sat,
Der rundt om sig saae atter Øer stige;
Saa steeg fra Bølgen frem det første Verdens Rige.
Og Alt var Liv og Blomst og Frugt;
Gud saae det selv og fandt det viist og smukt,
Og skabte Mennesket. — Jeg saae den første Mand,
Og Alt var Duft og Sang paa Bølge, Luft og Land;
Men hvad han følte, alle Hjertets Drømme,
Mens ene han gik over Tidens Strømme,
Steeg, som en Verden, fuld af Aandens Glæder,
Høit mod hiint Land, hvor intet Øie græder.
— Det er ei godt at Mennesket er ene,
Det vidste Gud, og som fra Bøgens Grene
Udvoxer Green, og atter Blad ved Blad,
Saa samled’ sig et Folk, — og Folket skiltes ad;
Og der blev Krig og Fred,
Og der var Haab og Sorg og Kjærlighed. —
Jeg saae min Nutid komme og forgaae,
Og mangen Gaade opløst for mig laae;
Men Verdens Lande kjendte Øiet neppe,
Thi mangen Stad blev nu en øde Steppe,
Og manget Land blev Sø, og Søer atter Land,
Og Byer reiste sig fra Strand til Strand;
Kunst blev Natur;
Og Aanden kjendte ingen jordisk Muur; —
Alt var udviklet, Alt var moden Frugt.
Her til, og ikke meer, gik Støvets Flugt!
Alt Jordisk ældes maa, hver Sol, hver Stjerne,
Det Nære og det Fjerne;
Alt sagtne vil sin Gang, dets Kraft vil standse!
Jeg saae det visne hen som Blomsterkrandse.
Der kom ei Blomst, ei Græs — Alt var en Grav,
Hvor ingen Luftning steeg og svandt igjen;
Selv Solen blev en Kugle, uden Glands;
Som Taage hang den stolte Stjernekrands;
Alt smuldrede hen.
Og Mennesket — hvert Øie maatte briste!
Jeg saae den sidste,
Det sidste Menneske paa Jordens store Grav, —
Og da nu han tillukkede sit Øie,
Fløi ingen Tanke mere mod det Høie,
Men Alt var Chaos i det store Himmel-Hav.
Men Chaos svandt, som Støv-Gran, for mit Blik,
Og hver en salig Aand til Gud indgik,
Og Alt var Gud, og Salighed — og Myriader,
Og Himlen sang: „Halleluja, vor Fader!”